Historisk budgetaftale i Hvidovre signalerer ønske om bredt politisk samarbejde

Historisk budgetaftale i Hvidovre signalerer ønske om bredt politisk samarbejde

I historisk enighed står hele kommunalbestyrelsen i Hvidovre Kommune bag et budget med fokus på forebyggelse og investeringer i fremtidens velfærd

NYHEDER: Forebyggelse, udvikling og langsigtede investeringer, der i årene fremover kan fastholde og styrke Hvidovre som en by med mange stærke fællesskaber og en god velfærd.
Det er essensen af den budgetaftale for 2025-2028, der er indgået mellem alle partier og lister i kommunalbestyrelsen i Hvidovre. Dermed sætter kommunalbestyrelsen sammen handling bag ordene i Hvidovre Kommunes planstrategi - Hvidovrestrategien, som opstiller ambitionerne for byens udvikling i de kommende år og bygger på grundsætningen ”Der er VI i Hvidovre”.
Budgetaftalen indeholder mere end 100 større og mindre tiltag og ændringer af kommunens budget. Der er lavet tilpasninger af kommunens drift for ca. 30 mio. kr. årligt, og dette vil give råderum til investeringer og udvidelser af budgettet for ca. 44 mio. kr. årligt.
Konkrete investeringer og forbedringer er bl.a.:
 - Investeringer i skoleområdet for mere end 50 mio. kr. i budgetperioden, bl.a. til at styrke elevernes trivsel og vende udviklingen, hvor flere børn visiteres til specialtilbud.
- Styrkede pædagogiske miljøer i dagtilbud. Her afsættes 8 mio. kr. i budgetperioden til forberedelsestid til det pædagogiske personale.
- 2,3 mio. kr. årligt til 12 ekstra daghjemspladser til sårbare ældre på kommunens plejecentre.
- Kultur-, fritids- og frivilligområdet styrkes med 3,3 mio. kr. mere i 2025 til bl.a. puljer, ishal og fritidspas.
- Mere end 45 mio. kr. i budgetperioden til renovering af veje, parkeringspladser og trafiksikkerhed.
Borgmesteren takker alle partier og lister for et godt forhandlingsforløb og er glad for, at det lykkedes at samle en historisk enig kommunalbestyrelse bag budgettet for 2025.
 - Jeg er stolt af, at vi i et langt forhandlingsforløb med hårdt arbejde og kompromisvillighed er lykkedes med at blive enige om vores fælles budget i kommunen. Det har været en målsætning for mig som borgmester, at vi på denne måde har kunnet skabe en samarbejdende kommunalbestyrelse til gavn for alle Hvidovreborgeres bedste. Jeg vil gerne rose og takke kommunalbestyrelsens medlemmer for indsatsen, siger borgmester Anders Wolf Andresen (F).
red
menu
menu