Unge musikere, klassiske komponister

Unge musikere, klassiske komponister

De Unges Koncert XIV med Blæserkvintetten EVERGREEN

ARRANGEMENT: På søndag den 2. marts kl. 15 er der koncert i Risbjerg Kirke. Denne koncert er en del af den populære række De Unges Koncert, som startede i Risbjerg Kirke for over ti år siden, og som nu vender tilbage med den unge blæserkvintet EVERGREEN.

Koncertens program byder både på spændende arrangementer og originalt blæserkvintetrepertoire. EVERGREEN åbner koncerten med en samling danse af Johann Sebastian Bach arrangeret for blæseinstrumenter. Dernæst opfører det unge ensemble en række sange af Carl Nielsen arrangeret for blæserkvintet af Phillip Faber, samt den berømte sats fra Carl Nielsens blæserkvintet, baseret på komponistens egen melodi til salmen „Min Jesus lad mit hjerte få“. Til sidst vil man kunne høre franske Jacques Iberts velkendte Trois pièces brèves for blæserkvintet - tre lyse, lette og energiske satser.

Blæserkvintetten EVER­GREEN blev grundlagt på Det Kongelige Danske Musik­konservatorium af Liam Larsen (fløjte), Henrik Valdemar Arup (obo), Louise Lind Bouquin (klarinet), Tim Jenson (horn) og Dagny Mehus (fagot). De fem medlemmer, som er mellem 21 og 25 år og af international baggrund (foruden Danmark er de fra Norge, Frankrig og USA), er alle studerende ved konservatoriet, som bragte dem sammen i 2023. Som kvintet har de optrådt i bl.a. Tivolis koncertsal, Grundtvigs Kirke og ved den genre-brydende koncertserie Copenhagen X.

Der er fri entré til både koncerten og den efterfølgende reception.

menu
menu