Frydenhøjskolen får ny skoleleder

Frydenhøjskolen får ny skoleleder

Stine Lindgren Berger kommer fra skolelederjob på Holmegårdsskolen

NAVNE: Stine Lindgren Berger er ny skoleleder på Frydenhøjskolen. Hun har været konstitueret leder på skolen siden midt i september – og er fra 1. december trådt ind som skoleleder. Stine kommer fra Holmegårdsskolen, hvor hun har været i godt 10 år, de seneste 8 år som skoleleder.

– Med Stine får Frydenhøj­skolen en meget dygtig og erfaren skoleleder, som jeg er sikker på, fremadrettet vil sikre en god og positiv videreudvikling af Frydenhøjskolen til glæde for alle børn, forældre og medarbejdere, siger centerchef for Skole og Uddannelse, Ole Møller Laursen.

Frydenhøjskolens nye leder er oprindeligt læreruddannet, og har undervist på Dansborgskolen i 11 år, før hun blev afdelingsleder først på Humlebæk Skole og fra 2014 på Holmegårdsskolen. Hun har suppleret sin læreruddannelse med en diplomuddannelse i ledelse og en master i business coaching. I øjeblikket er hun i gang med en uddannelse i regenerativ ledelse.

– Jeg kommer til at savne medarbejdere, børn og samarbejdet med skolens forældrene på Holmegårdsskolen. Skolen vil altid have en særlig betydning for mig, understreger Stine Lindgren Berger:

– Men jeg glæder mig til at arbejde på Frydenhøjskolen, som er en stor skole, der har nogle andre muligheder med nye opgaver, herunder en anden sammensætning af børn. Jeg er blevet mødt af medarbejdere og ledelse med et stort engagement, og jeg ser gode muligheder for at udvikle skolen sammen med dem og skolens børn og forældre. Jeg er optaget af at det udviklingsarbejde, vi i skolevæsenet i et tæt samarbejde med børneområdet er i gang med for at skabe en folkeskole med deltagelsesmuligheder for alle, siger hun.

Stine er 48 år og bor i Hvidovre sammen med sin mand og to voksne børn. Familien har et sommerhus på Bornholm, og udover sit arbejde, får Stine tid til at løbe, gå ture med hunden og være sammen med venner og familie.

Frydenhøjskolen er en tre-sporet skole med 757 elever. Skolen har en autismeklasserække, K-klasserne, hvor der går cirka 75 elever. Der er en SFO på selve skolen og Frydenhøj Klub lidt derfra.

menu
menu