Lærken synger pivfalsk i Frihedens Butikscenter

Lærken synger pivfalsk i Frihedens Butikscenter

Har handlet i centret siden 1967 og aldrig manglet en parkeringsplads, skriver MORTENSEN:

LÆSERDEBAT: Jeg sidder her og læser i Hvidovre Avis, at en repræsentant for ejerne af centeret udtaler sig om noget, som han absolut ikke har noget kendskab til.

Kristian Lærke, som i sin ungdoms naivitet må være sluppet for tidligt ud af en handelsskole, beretter om årsagen til, at NREP som en tyv om natten, og uden på forhånd at meddele centerets kunder og ej heller have skiltningen på plads, at de fra 1. december 2024 vil få bøder for at handle i centeret.

Jeg har siden 1967 så godt som dagligt handlet i centerets butikker, og jeg har ALDRIG manglet en parkeringsplads. Så den fuldemandssnak om at der skulle skaffes parkeringsplads til ”nødlidende” parkanter, er det rene sludder og vrøvl. Der har altid været ledige parkeringspladser i Frihedens Butikscenter. Men, hvis en ansat i et af mine tidligere firmaer havde fostret sådan en løgnehistorie om det modsatte, så var vedkommende blevet fyret på gråt papir.

Personligt fatter jeg ikke, at Salling Group er hoppet ombord i sådan en synkende galej. Så vidt jeg ved, skal de leve af centerets kunder, men her entrerer man med en ”partner”, som gør alt, hvad vedkommende kan for netop at skræmme kunderne væk. Det er absolut ikke rettidig omhu. Snarere dybt idiotisk!

Man må da håbe, at der et eller andet sted i NREP findes én eller flere personer med noget mellem ørene, som kan få rettet op på dette tåbelige påfund og i stedet bestræbe sig på at fastholde en masse loyale kunder.

Så kan lærken forhåbentlig atter synge rent i Hvidovre Butikscenter!

Med venlig hilsen
Mortensen,
Hvidovre

menu
menu