Grønne trepartsforhandlinger blev til røde

Vi er ærgerlige over, at vi ikke er med i forhandlingerne, skriver SØREN FRIIS TREBBIEN og TINA CARTEY HANSEN:
LÆSERDEBAT: I Folketinget er der indgået en aftale om grønne trepartsforhandlinger, hvor Det Konservative Folkeparti landspolitisk er med. Men i Hvidovre er det en anden sag. Her blev de borgerlige partier holdt ude.
Flere har spurgt os, hvorfor vi ikke stemte med vores konstitueringsgruppe for at sikre en post ved forhandlingerne – især når havmiljøet er en af vores hjertesager. Med andre ord: Hvorfor sidder Det Konservative Folkeparti ikke med ved bordet, når der forhandles om havmiljøet i Køge Bugt og Øresund?
Svaret er simpelt: SF ville have det hele for sig selv, når det gælder den aftale gruppe, der stod bag SF’s borgmesterpost! De ønskede ikke at dele posterne, og det kunne ikke ændres. Derfor valgte vi at stå sammen med de øvrige borgerlige partier i Hvidovre, der heller ikke følte sig bundet af andre aftaler og stemte i fællesskab.
Ud af fire pladser i de grønne trepartsforhandlinger fik SF to af dem, de to andre gik til Socialdemokratiet hvilket de var berettiget til. At SF ikke ville dele de to der tilhørte vores aftalegrundlag, finder vi helt urimeligt. Vi repræsenterer trods alt mindst en tredjedel af kommunalbestyrelsen, og det er ganske enkelt forkert, at det borgerlige Hvidovre ikke har fået én eneste plads. Vores samarbejde er baseret på det brede samarbejde, men her valgte SF at gå alenegang.
Vi er ærgerlige over, at vi ikke er med i forhandlingerne – særligt fordi klima og miljø ligger os på sinde. Og vi er faktisk den mest grønne gruppe i kommunalbestyrelsen! Vi kæmper for at få ord omsat til handling, mens andre mest kaster om sig med flotte ord uden at levere.
Men vi lader os ikke slå ud! Bare fordi SF mener, de skal have det hele, betyder det ikke, at vi ikke vil kæmpe videre for havmiljøet. Vi vil holde dem op på, at de rent faktisk leverer resultater i de kommende forhandlinger om Køge Bugt og Øresund. Og imens vil vi arbejde for at få indflydelse på andre måder – blandt andet gennem vores politiske kolleger uden for Hvidovre.
Hvidovres borgere fortjener et grønt samarbejde, hvor flest mulige politiske holdninger deltager!
Med venlig hilsen
Tina Cartey Hansen
Næstformand i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
og Søren Friis Trebbien
Formand By- og
Planudvalget,
Det Konservative Folkeparti