Plejehjemmet som næstsidste station

LÆSERDEBAT: Et plejehjem bliver for nogle mennesker den næstsidste station på livets ruteplan. Endestationen behøver ikke nærmere omtale.

En plejehjemsplads er for nogle en udbetinget nødvendighed efter tiltagende sygdomsvækkelse både fysisk og mentalt, og hvor familie- og hjemmehjælpsressourcer ikke rækker til, at pågældende kan få et værdigt liv i egen bolig.

For andre kan behovet for en plejehjemsplads være lige så akut men knap så entydigt, og hvor både egne og familiens ønsker og holdninger spiller ind.

Mange ældre frygter således for en uværdig tilværelse i egen bolig, hvor det offentlige ikke magter at sætte ind med den nødvendige hjælp. Eller ikke ønsker at nære familiemedlemmer skal føle sig forpligtede til at træde til og leve med en dårlig samvittighed for ikke at levere den nødvendige indsats.

Adgangen til en pladsbillet til kommunal plejehjemsplads udstedes af den såkaldte visitation, og der må med god grund stilles store krav til kvaliteten af medarbejdernes arbejde. Og også til de kommunalpolitikere, som beslutter antallet af plejehjemspladser og alternativt om den indsat – eller mangel så samme – man stiller til rådighed i hjemmehjælpssektoren.

Vægtningen mellem plejehjemspladser og ”længst muligt i egen bolig” synes at tipper imod sidstnævnte, og det har tilsyneladende taget toppen af ventelisten til plejehjemspladser. Ifølge en aktindsigt fra Center for Sundhed og Ældre var 7 af Hvidovre Kommunes 391 plejehjemspladser ledige pr. 5. juli, og 6 borgere var visiteret til en plads. Af aktindsigten fremgår også, at 37 borgere fra Hvidovre boede på plejehjem udenfor kommunen, og 36 borgere fra andre kommuner havde ophold i på plejehjem i Hvidovre.

Som borgere må vi bede vore folkevalgte melde klart ud om deres holdninger til det vigtige spørgsmål om antallet af plejehjemspladser i relation til hjemmeplejeindsatsen. Konsekvenserne af deres beslutninger kan få stor betydning i årene op til livets afslutning.

Sv. Erik Hansen.
Gadestævnet 37