To grønne projekter indstillet til klimapris

Hvidovre Kommune har valgt at indstille to ambitiøse klimaindsatser fra erhvervsområdet Avedøre Holme til KL’s Klimapris 2025
NYHEDER: De to projekter – ”Hvidovres vilde virksomheder på Avedøre Holme” og ”Sæt grøn strøm til virksomhederne” – viser, hvordan natur og erhvervsliv kan gå hånd i hånd i den grønne omstilling.
Biodiversitet blomstrer
Med projektet ”Hvidovres vilde virksomheder” har 19 virksomheder og kommunen arbejdet målrettet på at øge biodiversiteten i et af Danmarks største erhvervsområder. Sammen har de omlagt over 15 hektar til vild natur, etableret vandhuller til en sjælden padde, lavet kvashegn, givet plads til sjældne orkideer og opsat fuglekasser til tårnfalke og mursejlere, der er i tilbagegang. Resultaterne taler for sig selv: Over 200 forskellige insektarter er blevet registreret – mange af dem sjældne.
For at dokumentere effekten af indsatsen blev der i 2023 foretaget insekttællinger på både de vilde blomsterenge og traditionelle græsplæner i området. Resultaterne var overvældende: På de vilde blomsterenge blev der fundet mellem 105 og 151 forskellige insektarter, mens der på de nærliggende græsplæner kun blev registreret 2-8 arter. I alt blev 204 forskellige insektarter dokumenteret, heriblandt flere sjældne arter, som kun findes få steder i Danmark.
– Det viser, at vi kan skabe en reel forskel, når vi arbejder sammen. Virksomhederne på Avedøre Holme har taget ansvar og vist, at erhvervsudvikling og naturhensyn ikke behøver være modsætninger – tværtimod kan de gå hånd i hånd, siger Kristina Young, formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Hvidovre Kommune.
Fælles om grøn energi
Den grønne omstilling stopper ikke ved biodiversitet. I projektet ”Sæt grøn strøm til virksomhederne” er 22 virksomheder på Avedøre Holme gået sammen om at undersøge, hvordan de kan blive selvforsynende med vedvarende energi. Med fælles investeringer i solceller og vindmøller vil de skabe et industrienergifællesskab, hvor virksomhederne deler grøn strøm.
Formålet er at opnå en markant CO₂-reduktion, større forsyningssikkerhed og stabile energipriser. Hvis projektet realiseres fuldt ud, kan det medføre en årlig besparelse på op til 6.000 ton CO₂ – en af de største reduktioner blandt Hvidovre Kommunes klimainitiativer.
Dog har en udfordring i lovgivningen sat projektet på pause. Ifølge de nuværende regler kan store virksomheder ikke indgå i industrienergifællesskaber, og da kun fem af virksomhederne på Avedøre Holme falder ind under definitionen af små- og mellemstore virksomheder, forhindrer reglerne den fulde realisering af projektet. Kommunen og virksomhederne arbejder derfor aktivt på at skabe dialog med relevante myndigheder for at sikre, at rammebetingelserne understøtter den grønne omstilling.
Samarbejde er vejen frem
For Hvidovre Kommune er de to projekter et tydeligt bevis på, at den grønne omstilling ikke kan løftes alene.
– Den grønne omstilling kræver, at vi tænker i partnerskaber og fælles løsninger. Vi kan ikke nå vores ambitiøse klimamål alene – det kræver, at vi står sammen og finder nye veje til at skabe bæredygtige løsninger. Erfaringerne fra Avedøre Holme viser, at virksomhederne gerne vil tage ansvar – og når vi skaber løsninger i fællesskab, bliver de både stærkere og mere effektive. Begge de indstillede projekter er skoleeksempler på, hvordan vi kan gøre det i praksis, siger Kristina Young.
KL’s Klimapris uddeles på Klima & Miljø Topmødet den 24.-25. april 2025 og gives til en kommune, der har udviklet en innovativ og skalerbar klimaindsats med bred lokal opbakning. Hvidovre Kommune håber, at de to projekter vil inspirere andre kommuner og virksomheder til at tage lignende initiativer.