Beboernes og afdelingens mand fejrer 40 års jubilæum
En tak til ”Kusken” fra to tidl. afd.formænd i Avedøre Stationsby:
NAVNE: Ejendomsmester Per V. Kusk kan på søndag den 15. december fejre 40 års jubilæum som ansat i Avedøre Stationsby Nord og Syd.
For 40 år siden startede en ung 29-årig Per Kusk på Materielgården i Avedøre Stationsby, og har igennem alle årene været med til og haft ansvar for drift og vedligeholdelse af alle de grønne områder, maskinpark, renholdelse m.v.
Han har i den grad været medvirkende til, sammen med beboervalgte i Miljøråd og MSU og Afdelingsbest., afdelingerne har så flotte grønne områder, med både biodiversitet, insekthoteller og små vandoaser med fredede frøer osv.
”Kusken” som vi alle i daglig tale kalder ham, er en udpræget beboernes og afdelingernes mand. Han forstår, at få sine medarbejdere til at forstå vigtigheden af at kunne yde beboerservice, samtidigt med at der også er skabt et godt arbejdsklima. Allerede inden det moderne og nødvendigt med affaldssortering, kørte man i Afdeling Nord rundt én gang om året, – sammen med de beboervalgte - til samtlige beboere for at indsamle farligt affald. Så Per Kusk er altid på forkant, også på nuværende tidspunkt, hvor der skal sorteres i 10 fraktioner, og opføres NærGenbrugs Stationer.
Og med i den grønne bølge er "Kusken" også, et kæmpe ”Vild med Vilje” arrangement med 200 skole- og børnehavebørn som såede sommerblomster, etablering af insekthoteller, bevaring af vores 70 år gamle kastanjetræ – alt sammen med Per Kusk som tovholder.
En fantastisk indsats igennem alle årene. Stor TAK for det og til lykke med jubilæet.
Fhv. afdelingsformænd
Bitten og Margit