Regler skal sikre tryghed og plads til alle

Regler skal sikre tryghed og plads til alle

Centerchef hos Vej & Park THOMAS DYHR med svar på læserbrev om parkering:

LÆSERDEBAT: I forrige uges avis skrev en læser om parkeringsforholdene ved Gungevej efter at have fået en parkeringsafgift under et besøg i Genbrugshallen. Jeg kan sagtens forstå, at det er ærgerligt at få en parkeringsafgift –
især når man er på en hyggelig tur for at finde genbrugsguld og samtidig støtte det lokale foreningsliv.
Som kommune har vi dog et ansvar for at sikre både fremkommeligheden og trafiksikkerheden i Hvidovre, og skiltningen og vejens indretning er udarbejdet i samarbejde med politiet og erhvervslivet i området.
Besøgende til Genbrugshallen kan parkere på pladsen foran Høvedstensvej 45. Vi vil nu undersøge muligheden for at få lavet nogle skilte, som medarbejderne i Genbrugshallen kan sætte op ved vejen, når der er åbent, som kan guide besøgende til de rigtige parkeringspladser.
Kommunens parkeringsvagter arbejder både hverdage og weekender, da der desværre er bilister, som ikke overholder reglerne – uanset ugedag. Parkeringsvagternes indsats er vigtig for at sikre tryghed og plads til alle i trafikken.
Jeg kan i øvrigt oplyse, at vi løbende har mange dialoger med brugere af området omkring Gungevej, som oplever mangel på parkeringspladser i hverdagen. Vi er faktisk ved at færdiggøre en lokal analyse af trafikflow og parkeringsmuligheder i området, og resultaterne og anbefalingerne herfra bliver sendt videre til politisk behandling. Både politikere og administrationen er meget opmærksomme på parkeringsproblemerne, både ved Gungevej og andre steder i kommunen, og
vi prioriterer at finde gode løsninger. Blandt andet har politikerne i det nye budget afsat 15 millioner kroner til en parkeringspulje over de næste fire år.
Afslutningsvis kan jeg fortælle, at Kommunalbestyrelsen har besluttet, at der skal laves en helhedsplan for området syd for Høvedstensvej, som Gungevej er en del af. Den plan skal skabe et nyt og spændende kvarter med boliger, skoler og  arbejdspladser, samtidig med at vi tager hensyn til klimaet og bygger videre på områdets stærke fritids- og foreningsliv. I den forbindelse vil vi også se på, om vi kan forbedre trafikken og parkeringsforholdene i området.
Venlig hilsen
Thomas Dyhr,
Chef for Vej og Park i Hvidovre Kommune
menu
menu