Endelig en god nyhed om Holmene
Borgmesteren burde lytte mere til sine borgere, skriver RONNIE BULLOCK:
LÆSERDEBAT: Så blev Holmene alligevel ikke til noget, og det er mange borgere sikkert glade for. Jeg hørte et DR – interview med borgmester Anders Wolf Andresen for nyligt, under en stormfuld dag på Avedøre Holme. Borgmesteren forklarede aflysningen af projektet udelukkende med de andre Køge Bugt kommunernes evige protester og indsigelser. Borgmesteren mente ovenikøbet, at meget af kritikken havde været ubegrundet og forfejlet.
Det kan undre en, at borgmesteren ikke med et ord nævnte borgernes holdning til dette makværk. Endnu mere, at beslutningen udmeldtes i Hemingway Klubbens (overhovedet intet mod denne Klub – tværtimod) nytårskur. Skal en borgmester informere om sådan en vigtig sag på en klubs nytårskur? Jeg mener, at borgmesteren burde lytte mere til sine borgere og kommunikere mere bredt.
P.S.: Faren for stormflod og oversvømmelser var også kendt i 2019, men så sent som april 2024 var borgmesteren fortsat stor tilhænger af projektet.