Jo, Munch – Forsvaret skal være køns­politisk kampplads

LÆSERDEBAT: Charlotte Much valgt for Danmarks­demokraterne i Københavns Omegns Storkreds (herunder Hvidovre) viser en enestående evne til at blande pærer og baner i Forsvarsdebatten. I et læserindlæg i Hvidovre Avis 2/4 har hun som eneste reelle argument mod regeringens beslutning om at fremrykke kvindelig værnepligt, at ”vi endnu ikke har set en militærfaglig vurdering fra Forsvarschefen, der viser, at kvindelig værnepligt vil ruste os bedre.”

Det sker under overskriften ”Forsvaret er for vigtigt til at blive en kønspolitisk kampplads.”

Det kan være et smart, politisk trick for at skabe politisk opmærksomhed at indtage et ledigt standpunkt. Ingen andre i Folketinget har det. Men, men…

Hvilken planet eller tidsalder lever Charlotte Munch mon på og i? Er hun mod ligestilling? Den ny beslutning betyder netop, at kvinder, der fylder 18 efter den 1. juli i år i år, bliver indkaldt til Forsvarets Dag i 2026. Her bliver de vurderet til værnepligt på lige fod med mænd. Tak for det

Selvfølgelig skal Forsvars­chefen ikke først underkaste kvindelig værnepligt en militærfaglig vurdering i form af en ressourcekrævende, lang rapport med titlen ”Kan det nu betale sig eller ej at få kvindelig værnepligt?” En rapport ville trække en beslutning i langdrag – ikke mindst den politiske behandling. Det har vi ikke tid til i den nuværende sikkerhedssituation, hvor vi har brug for AL - også menneskelig – kampkraft. Og her kommer pærerne og bananerne ind for Charlotte Munch: Må jeg for det første minde om, at på pressemødet om fremskudt værnepligt blev netop fungerende forsvarschef Michael Hyldgaard spurgt om, hvorvidt det er en militær faglig anbefaling at indføre kvindelig værnepligt.

– Ja. Ligestilling er godt. Og det øger den mulighed, der er for at bygge kampkraft op i Forsvaret, svarede han. Touché, Charlotte Munch. Michael Hyldgaard sagde endda videre:

– 25 procent af de værnepligtige i dag er kvinder, så jeg tænker, Forsvaret er klar til det.

Og der er flere argumenter mod Charlotte Munchs antikverede holdning: For det andet ville f.eks. Ukraines forsvar hænge endnu værre sammen uden kvinder i kampene. I en eventuel dansk krigssituation skal vi også derfor prise os lykkelige for, at allerede i dag er kvinder et stærkt element i Forsvaret. For mig som journalist, der har oplevet danske lejre i Afghanistan, skal jeg hilse at sige, at en dansk, kvindelig kaptajn fik såvel hærdebrede (mandlige) soldater som besøgende journalister til at smække hælene sammen. Blandingen af køn skabte både god tone i lejren, god arbejdsdeling – og nødvendig, militær respekt – uanset køn.

For det tredje må jeg bare sige: Jo, Munch – Forsvaret skal være kønspolitisk kampplads. Ligestilling med ens muligheder og pligter gælder i hele samfundet. Vi har fået mere lige barselsregler. Uddannelser tilbydes lige, og i dag er kvinder fra 30 til 35 år faktisk i højere grad uddannet end mænd. Især indenfor lange, videregående uddannelser. Sikken sejr! Nu skal mændene op i omdrejninger. Uden ens værnepligt skabes en barriere i ligestillingen – også for uddannelser. Og nej, der er ikke opgaver i Forsvaret, som kvinder ikke kan påtage sig. (Min egen datter har i øvrigt været i militæret og betjener fint et maskingevær.)

Til slut appellerer Charlotte Much dygtigt til følelserne: ”Vi skal have et stærkt og oprustet forsvar, og det kan vi også gøre uden at tvinge vores døtre derind,” skriver hun. Ja, hvem vil sende sin datter i krig? Eller søn? – må jeg så spørge. Men vi kan desværre ikke tackle verdens ufred med følelserne forrest. Det er en fælles opgave. For begge – og alle øvrige – køn.

Journalist, forfatter og kommunikationsrådgiver Keld Broksø,

Søndre Kystagervej 35