Kunne man være lidt fleksibel

Endelig føler jeg mig ikke fastlåst i situationen, skriver LIS GUNNLAUGSSON
LÆSERDEBAT: Tak for svaret fra centerchef Christel Damgaard og centerchef Søren Lenau i Hvidovre Avis den 19. marts 2025.
Tak til Hvidovre Avis, for at bringe mit læserbrev.
Endelig siden start november 2024, føler jeg mig ikke fastlåst mere i situationen.
I har givet ”grønt lys” til at opsøge en Bandagist, for derefter, at henvende mig på kommunen med en kvittering. Et helt nyt udgangspunkt.
Det første kvitteringsbrev jeg modtog den 11/11-2024, sagde derimod:
”Der kan som udgangspunkt ikke ydes støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens § 112 og § 113 som man selv har anskaffet inden bevillingen er givet”.
Derfor spørger jeg bare, – kunne man ikke i en periode udelade dette afsnit, i erkendelse af, at man er langt bagud med bevillingerne til mindre ting. Samtidig ville man spare, at sende flere undskyldninger pr. efterfølgende brev???
Jeg modtog så igen et brev den 3. december hvori der stod:
”Vi har i øjeblikket vanskeligheder ved at behandle indkomne ansøgninger indenfor de normale tidsfrister, som er op til 4 uger.
Din ansøgning bliver ikke glemt, og du vil blive kontaktet af os så snart det er muligt med henblik på at opstarte sagsbehandlingen af din ansøgning.
Vi beklager situationen, den ulejlighed det eventuelt måtte medfølge og takker for din forståelse.
På vegne af hele visitationen og leder af visitationen, Debbie Duncan”.
Siden har jeg intet hørt fra visitationen.
Med venlig hilsen
Lis Gunnlaugsson