Hvad skal der ske med jobcentrene?

Hvad skal der ske med jobcentrene?

Vi skal bruge ressourcerne der hvor de giver mening, skriver MARIE-LOUISE JØRGENSEN

LÆSERDEBAT: Ja, det er et godt spørgsmål, som der i øjeblikket forhandles om. Én ting er sikkert - noget kommer der til at ske.
I sidste uge deltog jeg på Kommunernes Landsforenings (KL) Jobcamp, som er en 2-dages kongres på  beskæftigelsesområdet. Det var nogle virkelig spændende dage og var meget aktuelt, for vi står over for store forandringer på beskæftigelsesområdet. Derudover ser vi ind i en hel ny lovgivning på området.
Jobcentrets fremtid har længe været et varmt politisk emne og især, hvad skal der ske med de kommunale jobcentre. Udmeldingen fra regeringen har været, at der skal spares 3 milliarder til trods for at det går godt med den danske økonomi, og at der er høj beskæftigelse.
For mig er det vigtigt, at vi skaber et jobcenter, som hjælper dem, der har brug for det, og bruger ressourcerne der, hvor de giver mening. Det giver mening med et mere enkelt ydelsessystem, som der lægges op til, men jeg er nervøs for dem, der får nedsat deres ydelse og de konsekvenser, det kan få i forhold til betaling af husleje. Det er vigtigt, at vi ikke får sat borgerne på gaden. Derfor har vi i social- og arbejdsmarkedsudvalget også besluttet at få en sag i januar, som netop orienterer om konsekvenser af kontanthjælpsreformen.
Der er også fremlagt et lovforslag om færre målgrupper, og det er godt, for lige nu er det en jungle at finde rundt i, hvis man ikke kender systemet helt indefra. Derudover ligger der også en stor frisættelse af området, hvor det er op til kommunerne selv at finde den bedste løsning for den kommunale beskæftigelsesindsats. Som medlem af Social- og Arbejdsmarkedsudvalget
glæder jeg mig til at se ind i den del og finde de løsninger, som giver mening for de ledige borgere i Hvidovre og for vores dygtige medarbejdere. Så nu venter vi på, at Christiansborg vedtager en lovgivning, så vi kan udmønte den på bedste vis.
Marie-Louise Jørgensen
Gruppeformand SF Hvidovre
menu
menu