Det store ålegræsinitiativ er nomineret
En jury har nu udvalgt fem folkeoplysende initiativer, der er nominerede til at vinde Folkeoplysningens Pris 2024, som uddeles af Dansk Folkeoplysnings Samråd
NAVNE: De nominerede til Folkeoplysningens Pris 2024 er nu fundet, og det er et stærkt felt på fem initiativer, der er med i slutspurten om at vinde prisen. De nominerede er Det store ålegræsinitiativ, Vild Med Vilje, Maratonsang, Demenskor i Danmark, Andelsgaarde
Det Store Ålegræsinitiativ, som Hvidovre bekendt er en del af, inviterer danskerne til at plante ålegræs på 32 forskellige lokaliteter på tværs af landet. Ålegræs er levested og spisekammer for fisk og fugle og har derfor stor betydning for havets biodiversitet. Udplantningen sker på Havets Dag, hvor danskerne får mulighed for at samles i fællesskab og bidrage aktivt til at skabe bedre betingelser for det kriseramte havmiljø.
Vild Med Vilje er et initiativ, der har til formål at få os til at øge biodiversiteten der, hvor vi bor, arbejder og opholder os.
Maratonsang er et årligt arrangement , hvor mennesker samles fra solopgang til solnedgang på årets længste dag.
Demenskor i Danmark skaber sangaktiviteter for mennesker med demens og deres pårørende over hele landet. Andelsgaarde er en ny andelsbevægelse, der opkøber landbrugsjord og omlægger det til regenerative jordbrug. De fem nominerede er blevet udvalgt af en jury blandt i alt 28 indstillinger til prisen.
Folkeoplysningens Pris, der er på 10.000 kroner, uddeles på Folkeoplysningens Dag den 30. oktober, hos Dansk Folkeoplysnings Samråd.