Hjælp julemanden med de nye navne i byen
Hvidovre Avis skyder årets Julekonkurrence 2024 i gang med et hav af annoncerer, der ønsker Hvidovre Avis’ læsere glædelig jul
JUL: Hvidovres julemand har i årenes løb været igennem et utal af genvordigheder for at få afviklet årets julegaveræs og den store finale juleaften. Læserne har beredvilligt hjulpet ham med at løse problemerne, og denne jul 2024 bliver forhåbentlig ikke en undtagelse. Julemanden er nemlig på vanlig vis forvirret over de mange fornyelser moderne tider byder på.
Hjemme hos julemanden er forberedelserne i fuldt sving, pakke- og gaveproduktionen kører på skinner og nisserne er glade. Nissemor har styr på madproduktionen til julemandens store hold, og hun sørger for, at julemanden får sin daglige dosis marcipan, pebernødder og mandariner. Alt det basale er med andre ord på plads, så der er basis for, at det hele ender godt, hvis selve Hr. Julemand også får styr på de forskellige lokationer i Hvidovre.
Desværre, for Hr. Julemand, er der sket et par navneændringer inden for det seneste års tid, og derfor er hans gamle adresseliste ikke opdateret, så han kan finde rundt i Hvidovres nye navne. Det opdager julemanden, da han denne første uge i december sætter sig for at gå ruteplanen igennem, så han er helt klar til den store dag den 24. december.
Digital eller ej
Listen er lang og er tilsendt fra Julemandssekretariatet i Grønland, der hvert år udsender de årlige ruter til de enkelte julemænd i kommunerne. Julemandssekretariatet er 100 % digitalt, og alt derfra er opdateret efter seneste standarder og adresser. Desværre har det moderne Julemandssekretariat ikke helt haft øje for, at især nogle lokale julemænd ikke bifalder digitaliseringen med samme begejstring, som de gør. Sådan forholder det sig også med julemanden i Hvidovre.
– Vi er faktisk nogle, der aktivt har taget et standpunkt og ikke vil bruge al vores vågne tid på at scrolle op og ned i feed'et for at være opdateret på pandaer, der falder ned af gynger; katte, der forskrækker mennesker eller fake news, der alt i alt er 100 % ligegyldigt, siger julemanden højt for sig selv.
Nissemor kommer i samme øjeblik gående forbi, og det får julemanden til at udbryde:
– Læste du, at årets Oxford Word of the Year 2024 i England er brain rot? Nu er jeg jo ikke hverken vildt international eller belæst, men jeg synes alligevel, at det er et virkelig dækkende begreb, og det er præcis derfor jeg ikke gider være en slave af alle de digitale hjælpemidler rigtig mange bruger tid på nu til dags. Kald mig bare gammeldags, råber julemanden begejstret over sig selv og det begrebet brain rot, som han til fulde anerkender.
Ups!
Julemanden i Hvidovre har med andre ord ikke en smartphone længere – eller for den sags skyld gps, og det er desværre ikke altid godt, må han erkende. Især nu, hvor han skal have opdateret og skrevet sin adresseliste, så han er sikker på, at gaver og julehilsner kommer ud til de rette steder inden juleaften. På listen fra Julemandssekretariatet i Grønland står blandt andet, at han skal aflevere en hilsen til Kulturhus Risbjerggaards nye spillested. Spillestedet har et udenlandsk navn.
– Ahmen altså, der må da være sket en kæmpe fejl her. Det kan da ikke passe, at jeg skal til udlandet for at aflevere en hilsen. Jeg har jo udelukkende Hvidovre som område, mumler julemanden.
Slår julemanden spillested i Hvidovre op i sin gode gamle Krak vejviser, er der imidlertid ikke noget, der hjælper ham på vej.
Hjælp julemanden
Hjælp julemanden i Hvidovre med at finde ud af, hvad spillestedet i Kulturhus Risbjerggaard hedder.
Vær med i årets julekonkurrence og vind fine præmier fra vores annoncører. Find kuponerne hos de af vore annoncører, der er med i julekonkurrencen. Udfyld kuponen og aflever den hos Hvidovre Avis, Hvidovrevej 301 senest den 9. december kl. 12.