Vil du helst bo på Kejserkåbevej eller Rødmusvej?

Vil du helst bo på Kejserkåbevej eller Rødmusvej?

Kun os der ønsker at borgerne bliver inddraget, skriver TINA CARTEY HANSEN og SØREN FRIIS TREBBIEN:

LÆSERDEBAT: Disse vejnavne er blandt de forslag som bl.a. Forstadsmuseet har været med til at foreslå til det kommende byområde i Avedøre kaldet ”Gartnerhaven”.
Navnene relaterer til sommerfuglearter, planter og dyr i området og var til politisk behandling på seneste møde i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget. Vi synes, at der var mange flotte navne, om end de ikke alle var nemme at udtale.
For os i Det Konservative Folkeparti er det vigtigt, at hele Hvidovre kan følge med i og inddrages i arbejdet med nye projekter i byen. Derfor så vi vedtagelsen af nye vejnavne som en oplagt mulighed for at fortælle om tankerne bag navnene og udbrede viden om det nye boligområde til alle Hvidovres borger – ikke kun dem i nærområdet.
 Vi foreslog derfor, at vejnavnene fra to af puljerne blev sendt til afstemning og dermed endelig vedtagelse på deltag.hvidovre.dk. Her kunne kommunen fortælle mere om vejnavnene og f.eks. vise billeder af de flotte dyr og planter, der har lagt navn til vejnavnene.
Desværre var ingen af de andre partier med på at inddrage borgerne i dette valg. Selv om der er lang tid til bygningerne
står færdigt, og det snildt kunne være nået. Vi er ærgerlige over at stå alene med vores ønske om borgerinddragelse – i store som små sager.
 Men upåagtet dette benspænd for aktivt demokrati, glæder vi os til at følge udviklingen af Gartnerhaven og se de nye vejnavne komme i brug.

 Tina Cartey Hansen og Søren Friis Trebbien
Medlemmer af Klima-,
Teknik- og Miljøudvalget for Det Konservative Folkeparti
menu
menu