Hvidovres Hjemmepleje

LÆSERDEBAT: I slutningen af november sidste år afholdt Bruger- og pårørenderådet åbent kaffemøde i Hvidovre Sundhedscenter. Hensigten med kaffemøderne er, at alle i Hvidovre, der er interesseret i Hvidovres hjemmepleje, kan møde op og få en orientering om status i Hjemmeplejen og stille spørgsmål til de ansvarlige.
På mødet den 28. november havde vi Direktøren, Christel til at fortælle om de nye tiltag ældreplejen, den nye lov, og lederen af Hjemmeplejen, Pernille Haaning fortalte om arbejdet med de nye faste teams.
Efter oplæggene blev der mulighed for at stille spørgsmål til de to oplægsholdere, og det blev et meget positivt møde.
Jeg satte stor pris på forløbet af mødet, og vi aftalte da også, at der skulle følges op på emnerne ved et nyt kaffemøde.
Men nu godt tre måneder senere kan min optimisme være på et meget lille sted, og skriverierne i Hvidovre Avis har understreget min bekymring for Hjemmeplejen i Hvidovre, og jeg har også fået en del henvendelser om forholdene hos de hjemmeboende, der får hjemmehjælp. Det har sådant et omfang, at jeg ikke kan vente på at vi arrangerer et nye kaffemøde, hvor vi kunne få at vide, hvor godt det går
Problemerne er ikke alene forholdene for medarbejderne i Hjemmeplejen, det er lige så meget en sag for politikerne. De har ikke forståelse for, hvad der er behov for, hvis borgerne skal have en hverdag. Jeg kan blot nævne lukningen af Cafe Hjertetræet, der var et yndet samlingssted, og hvor de ældre fik et socialt netværk. Det betyder meget for de mange enlige, at de ikke er henvist til at sidde hjemme og spise. Det er almindelig kendt, at det betyder meget at sidde sammen med andre og spise, og ikke sidde alene hjemme.
Politikernes sparelyst på området giver forhold for medarbejderne, så de søger andre steder hen, og det Hvidovre, der har været kendt for, at det var et godt at bo i for pensionister er ikke til at kende igen. De frivillige ældre yder en stor indsats for at holde fanen højt, men det kræver stadig en kommunal støtte. Arbejdet med Hvidovres demenshandlingsplan blev lukket et år før den udløb, og jeg kan bare nævne, at kommunen også lukkede for støtte til ”ældreliv” Det berørte den succesfulde Senior Messe, men heldigvis trådte de frivillige kræfter til, og fik en endnu større succes end året før.
Efter sommerferien går jeg ud fra, at de politiske partier arrangerer Borgermøder om Hjemmeplejen, og jeg vil opfordre til, at så mange som muligt møder op, og er med til at støtte kravet om en tryg alderdom for Hvidovres borgere.
Af Birthe Mingon