Demokrati

Demokrati

Det er græsk og betyder Folkets styre, skriver KARIN KOFOD:

LÆSERDEBAT: Oftest ser vi det, som veludøvet gennem en stemmeseddel, men er det nu en helt repræsentativ metode i en befolkning, der bliver ældre og ældre.
Selv fik jeg stemmeret i 1977, som 20-årig og den første folkeafstemning jeg deltog i var nedsættelse af valgretsalderen til 18 år, jeg stemte for en nedsættelse af valgretsalderen.
Det er nu 46 år siden, Mette Frederiksen var nyfødt og Pelle Dragsted var endnu ikke skolemoden, dengang startede man nemlig i 1. klasse når man var fyldt 7 år.
I dag sender vi 5-årige i 0. klasse, vi tillader, at man tager kørekort som 17-årig, ja, der er sågar nogle, der mener, at de unge også kan/må køre uden en voksen ved siden af, så er det ikke også på tide, vi begynder at diskutere valgretsalderen?
Jeg mener faktisk, der er gode grunde til at flytte valgretsalderen og gerne til 16 år, fordi sådan som vi har indrettet vores uddannelsessystem, så er folkeskolen det sidste sted, der målrettet undervises i folkestyrets funktion og magt og da mange valgsteder er på skoler, så er det også der, hvor de unge første gang stifter bekendtskab med en valghandling og sig ikke, at de er unge og uansvarlige; vi vil gerne give dem lov til at få ansvar i deres fritidsjob, men så ikke for deres fremtid.
Skal vi frygte en yderliggående ungdomsrevolution?
Det tror jeg ikke vi behøver, dels ved vi, at førstegangsvælgere, desværre, ofte ikke stemmer første gang, ja, nogle kommer aldrig i gang, fordi de tror det er nytteløst; og dels er de allerede i gang, så lad os give et skulderklap til de 1000-vis af unge mennesker, der allerede er en del af demokratiet, i politiske ungdomsorganisationer, i miljø- og klimabevægelserne, i det frivillige arbejde i idrætsforeninger og kulturtilbud.
De er der, over alt, de vil gerne have indflydelse og ansvar.
Dette indlæg er ikke udtryk for Enhedslistens politik, men min private holdning til demokrati og ungdom.
 Karin Kofod
 En gammel kone med stor tillid til ungdommen
menu
menu