Forvirringen om Holmene er total

Forvirringen om Holmene er total

Ugens kommentar af Niels Erik Madsen

KOMMENTAR: Den socialdemokratiske kamp om bevarelsen/ødelæggelsen af Køge Bugt med planerne om at afskaffe/udfolde de syv kunstige øer ud for Avedøre Holme - også kendt som Holmene, må gøre de fleste medlemmer af partiet rundforvirrede.
Ikke mindre nu med miljøminister Magnus Heunickes udmelding om, at den marine naturpark i Øresund efter hans mening skal udvides til også at omfatte Køge Bugt.
Magnus Heunicke mangler i den grad en tilføjelse om, hvad han egentlig mener med det - i forhold til planerne om Holmene. Hvidovre Avis har spurgt, men må afvente svar fra den travle minister.
Sideløbende har vores lokale folketingsmedlem fra netop Socialdemokratiet lagt navn til et debatindlæg, hvor hun agiterer for, at der med Holmene vil blive skabt den nødvendige plads til at etablere industri- og produktionsarbejdspladser. Har man fulgt lidt med i arbejdet med Holmene, om man kan lide det eller ej, så var den oprindelige plan da netop, at der skulle være såkaldt grønne virksomheder på de syv øer. Industri- og produktionsvirksomheder kan næppe kaldes grønne? Så hvad vil socialdemokratiet egentlig? Man bliver ærlig talt lidt i tvivl.
Nuvel, så længe forvirringen og rådvildheden hersker, bliver der nok ikke etableret noget som helst ud for Avedøre Holme - og det er herfra set utrolig godt.
nem
menu
menu