Søskende til børn med psykiske sygdomme: Hvem ser dem?

LÆSERDEBAT: Der er alt for mange søskende til børn med psykiske sygdomme - som bliver glemt. Uanset om ens lillebror eller storesøster har en psykisk sygdom, kan man nemt føle sig overset, mindre værd og endda jaloux. Det skal der ændres på.

De fleste pårørende søskende får dårlig samvittighed over at udtrykke deres behov og meninger. De burde ikke have det dårligt over at blive misundelige eller jaloux på deres søskende. De er lige så meget værd som dig og mig. De står alene med mange forskellige og overvældende følelser, men har ikke nogen at dele disse følelser eller tanker med. Deres forældre er koncentreret om deres søskende, men hvem er koncentrerede om dem? Hvem har de at snakke med?

Det er ikke nemt at være søskende til et barn i psykiatrien og blive nedprioriteret tit. Man skal altid tage hensyn til en anden og sætte andres behov foran ens egne. Hvis du hele tiden sætter andres behov foran dine egne, begynder du at glemme dine egne behov. Det er vigtigt at anerkende, at søskende til børn med psykiske sygdomme har deres egne behov, som skal opfyldes. De har ret til at blive hørt og set.

I denne uge har jeg været i praktik hos Bedre Psykiatri, hvor jeg lærte at der rundt omkring i landet findes kontaktgrupper for pårørende. I kontaktgrupperne snakker de om, hvordan de har det, med andre i samme situation. Men det er ikke nok. Ifølge Sundhedsstyrelsen er en ud af fem borgere i Danmark ramt af en psykisk sygdom. De har alle familier og nogle har søskende, der netop føler sig overset. Nogle få kontaktgrupper er ikke nok, jeg mener der burde oprettes flere kontaktgrupper i skolerne og kommunerne. Alle fortjener at have adgang til psykologisk støtte.

Samtidig er forældrene ofte under så stort pres, at de kan have svært ved at rumme begge børns behov, men det er vigtigt, at begge børn føler sig set. Ifølge en undersøgelse fra Bedre Psykiatri føler 58 procent af forældre til ambulante børn og unge sig i høj eller meget høj grad tynget af barnets vanskeligheder, mens det for forældre til indlagte børn og unge er 74 procent. Forældrene gør deres bedste, men det kan være svært at finde overskud i hverdagen. Derfor er det vigtigt, at vi som samfund, familie, venner og fagfolk, er opmærksomme på disse børn.

For at hjælpe børnene og få dem til at føle sig set, kan man spørge ind til dem og give dem opmærksomhed. F.eks. hvis din niece eller nevø er ramt af en psykisk sygdom, så ret lidt mere af din opmærksomhed på deres søskende. Det er ligegyldigt om du tager den svære samtale eller spørger dem hvordan deres dag har været. Et barn vil bare gerne blive set og hørt af en voksen, uanset om de snakker med deres klasselærer, eller onkel. Vi kan alle gøre en forskel - det er de små ting der tæller.

Mvh.
Alissa Siddique-Olsen