Hvordan bliver kommunens ansatte værdsat?
STINE ROLDGAARD om oplevelsen af nytårskur for de private erhvervsdrivende i Hvidovre kommune
LÆSERDEBAT: Som indehaver af et CVR-nummer var jeg inviteret til flot nytårskur på Risbjerggaard. Der var flere tilmeldte end nogensinde, og traktementet var virkelig fint med lækre små anretninger og kager. Drikkevarer var der også både med og uden procenter, og man følte sig i den grad VELKOMMEN og VÆRDSAT. Imens jeg stod og hørte de gode taler om
Hvidovres erhvervsliv og så en kort film om nogle af de flotte og sjove arrangementer, der er afholdt i Hvidovre for borgere i alle aldre i 2024 slog tanken mig. Hvor er det dejligt at blive fejret af kommunen og blive givet mulighed for at møde andre med privat virksomhed i byen. Men jeg er jo kvinden med de mange ”kasketter” og har også en fod i de offentligt ansattes lejr, så jeg følte også, at det var noget flere burde opleve. Hvordan mon kommunens ansatte bliver fejret og værdsat gennem året? Hvad får social og sundhedshjælperen, køkkenassistenten på plejehjemmet og dagplejemoren som hyldest og boost til sin indsats og sit vigtige og samfundsløftende karrierevalg? Nu er jeg ikke og har aldrig været offentlig ansat i Hvidovre kommune, så spørgsmålet er ægte og undrende.
Da jeg kom hjem lå der et postkort (nå ja julekort men Post Nord havde ikke haft travl) og det var fra Pia Olsen Dyhr som ville ønske Bent og mig god jul og godt nytår. En relativt lille indsats som igen gjorde, at vi følte os set og værdsat i det vi gør i dagligdagen. I mit lange virke som sygeplejerske, både kommunalt og regionalt ansat har jeg aldrig oplevet det store i forhold til fejring. Der er endda regler om at man ikke må få julegaver og mad i vagterne – selv juleaften og nytårsaften kan være en temmelig ufestlig affære. I Region Hovedstaden fejrer man årligt alle 25 års, 40 og 50 års jubilarer og her var jeg i 2024 med som regionsrådspolitiker. Det var også en meget festlig affære, men 25 år er lang tid….. Det man fodrer vokser også i overført betydning. Lad os håbe, at 2025 bliver året, hvor alle skatteydere med mellemrum får en fejring og følelsen af at verden bliver bedre med deres indsats.
Og stort tillykke til Spybrew med nytårsraketten. Den kommer jeg som enkeltmands”kvinds” deltidsvirksomhed nok aldrig i nærheden af – men at den var fyldt med chokolade fik mig alligevel til at overveje, om der var muligheder for at udvide Kropsterapi Friheden.
Godt nytår
Stine Roldgaard,
Taknemmelig Hvidovreborger,
Indehaver af
Kropsterapi Friheden,
Medlem af SF,
Region Hovedstaden
Sygeplejerske på Nørrebro