Borgerne engagerer sig i kampen mod trafikstøj
Størstedel af input fra borgerne handler om støj fra motorvejene
NYHEDER: Borgerne i Hvidovre har i stor stil bidraget med deres input til, hvor de oplever trafikstøj i kommunen. Via kommunens platform Deltag Hvidovre er der kommet hele 172 input fra borgere om, hvor de føler sig plaget af støj fra trafik.
De mange bidrag giver nu Støjudvalget en endnu bedre forståelse af, hvor udfordringerne er størst, og de vil spille en vigtig rolle i det videre arbejde med at reducere støjen i kommunen.
Formanden for Støjudvalget og kommunens Klima-, Teknik- og Miljøudvalg, Kristina Young, er glad for borgernes engagement og takker for de mange input:
– Vi sætter stor pris på, at så mange har taget sig tid til at dele deres oplevelser. Men det er desværre også et udtryk for, at trafikstøj er noget, der fylder i mange Hvidovre-borgeres hverdag. Sådan skal det ikke være, for trafikstøj kan være utroligt belastende, både fysisk og mentalt. Så vi tager alle forslag med i vores arbejde, så vi kan finde de bedste løsninger for at dæmme op for trafikstøjen og gøre Hvidovre til et mere roligt og sundt sted at bo, siger hun.
Støjudvalget har sammenholdt borgernes tilbagemeldinger med kommunens eksisterende støjkort og konstaterer, at der er stor overensstemmelse mellem de oplevede gener og de beregnede støjniveauer.
Langt størstedelen af inputtene vedrører støj fra motorvejene, men også større veje som Avedøre Havnevej, Gl. Køge Landevej og Sønderkær er blevet fremhævet som udfordrede.
Støjudvalget arbejder videre
Støjudvalget vil nu fortsætte arbejdet med at finde løsninger, der kan reducere trafikstøjen. Blandt andet vil der blive lagt vægt på arbejdet for at få overdækket Amagermotorvejen og Holbækmotorvejen.
– Overdækning af motorvejene er en stor prioritet for os, og borgernes input viser, at vi er på rette spor. Der er stadig meget, der skal arbejdes på, men det her arbejde understøtter vores vision om en kommune med mindre trafikstøj og bedre livskvalitet, siger Kristina Young.
Samtidig vil Støjudvalget fortsætte med at undersøge mulighederne for at dæmme op for støj fra jernbanen, ligesom hastighedsnedsættelser på motorvejene og kommunens egne veje er i spil – noget, som også blev efterspurgt ved det borgermøde om trafikstøj, der blev afholdt i september. Det ligger også i tråd med både Hvidovre Kommunes Budgetaftale 2025-2028 og den nyligt vedtagne Hvidovrestrategi, hvor Kommunalbestyrelsen har fokus på at skabe en sundere og mere støjsvag kommune for borgerne.
Støjudvalgets opgave er at komme med anbefalinger til Klima-, Miljø- og Teknikudvalget om tiltag, der kan prioriteres for at dæmme op for trafikstøj i Hvidovre Kommune.