Tålmodighed er en dyd, SF

Tålmodighed er en dyd, SF

MARIA DURHUUS med svar til Sofie F. Villadsens indlæg ”A vil sikre et ordentlig arbejde omkring pension”:

LÆSERDEBAT: SF efterlyser handling bag ordene, når Socialdemokratiet gerne vil gøre pensionen og pensionsalderen mere retfærdig, så alle stadig er friske til at lege med børnebørnene eller passe deres hobbyer, når trækker de sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Som følge af velfærdsforliget fra 2006 – som SF i øvrigt ikke var med i – stemmer vi for en automatisk stigning i pensionsalderen i takt med, at vi lever længere. Og det giver også rigtig god mening, at vi arbejder længere, når vi lever længere, for det er med til at sikre det økonomiske grundlag for vores velfærdssamfund. Men der skal også være en social balance og retfærdighed i det. Og derfor er det til foråret sidste gang, at vi fra Socialdemokratiet stemmer for en automatisk stigning i pensionsalderen. Fremover skal pensionsalderen baserer sig på det, der giver mening for de grupper af mennesker, som det handler om. På den måde sikrer vi, at alle får nogle gode år på pension, hvor de stadig er friske og ikke behøver bruge deres pensionstilværelse i en sygeseng eller dopet på massevis af smertestillende piller.

Men det er endnu for tidligt at sige, hvordan en konkret model skal se ud. Og selvom SF gerne vil have, at regeringen kommer med et udspil eller indkalder til forhandlinger, så vurderer vi altså, at debatten stadig har godt af at køre, så vi kan lytte til, hvad eksperter og de forskellige parter har at sige. Når vidensgrundlaget er på plads, skal vi nok indkalde til forhandlingerne. Og så håber jeg da, at SF har tænkt sig at sidde med ved forhandlingsbordet, når det virkelig gælder?

Med venlig hilsen

Maria Durhuus,

ældreordfører og
folketingsmedlem for
Socialdemokratiet

menu
menu