Har fået penge fra stormflodspuljen
Et tilskud på 73.000 kr. er brugt til genopretning af Hvidovre Strand, der også fungerer som kystsikring
NYHEDER: Miljøstyrelsen har givet Hvidovre Kommune et tilskud fra stormflodspuljen, der skulle bruges til at hjælpe landets kommuner med økonomi til at udbedre skader efter stormen i oktober 2023. Beløbet, som Hvidovre Kommune har fået udbetalt fra puljen er 73.000 kr., som er blevet brugt som tilskud til at genoprette Hvidovre Strand. Her er i alt 655 ton nyt sand kørt ud som erstatning for det sand, som blev skyllet væk ved det voldsomme stormvejr.
Hvidovre Kommune havde ansøgt stormflodspuljen om i alt godt 293.000 kr. til støtte til at udbedre skaderne på stranden, men kommunen kommer altså til at betale størstedelen selv.
- Men vi er selvfølgelig glade for tilskuddet, pointerer formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget Kristina Young.
– Og selvom 655 ton nyt sand lyder som en dejlig ting for badegæster, så er det ikke bare for sjov. Sammen med kunstværket, som består af en betonkant som afgrænsning mod sandet, fungerer Hvidovre Strand faktisk som sikring af baglandet mod havvand...
På et kommende møde vil Kommunalbestyrelsen godkende en indtægtsbevilling på de 73.000 kr., som kommunen har modtaget fra stormflodspuljen.
Foto: Betonkanten på Hvidovre strand fungerer også som sikring af baglandet mod havvand