”Mød en virksomhed” holder flyttedag

”Mød en virksomhed” holder flyttedag

De unge og deres forældre kan snart opleve erhvervsmessen ”Mød en virksomhed” i nye rammer på Enghøj Gymnasium

ARRANGEMENT: De mange uddannelses- og karriereveje kan virke overvældende for unge, når de står over for valget om deres fremtidige retning. Men erhvervsmessen ”Mød en virksomhed” den 5. november giver Hvidovres unge en unik mulighed for at blive inspireret og få et overblik over de mange spændende muligheder, der venter efter folkeskolen.
I år afholdes messen i nye rammer på Enghøj Gymnasium, og formålet forbliver det samme – at give de unge et indblik i
fremtidens uddannelses- og karrieremuligheder.
En række lokale virksomheder deltager med en udstillingsstand, og de unge kan få en snak med f.eks. elektrikere, pædagoger, anlægsgartnere, sygeplejersker, mekanikere og politifolk. Her kan de møde både chefer, medarbejdere, lærlinge og elever og lære om forskellige brancher og karriereveje. Hvidovre Kommunes uddannelsesvejledere vil også være klar til at give
gode råd og vejledning.
Som noget nyt vil eleverne i år også blive opfordret til at vælge en eller to farver, der repræsenterer forskellige interesser. Kan jeg lide at være ude? Kan jeg lide orden og struktur? Kan jeg lide at snakke med mennesker?
Herefter kan de unge finde de fag og udstillere, der har samme interesse-farve som dem – og måske få øje på helt nye fagligheder, der kunne være relevante for deres interesser.
Tal med dit barn
”Mød en virksomhed” er en vigtig del af Hvidovre Kommunes indsats for at hjælpe unge med at træffe kvalificerede valg om deres fremtidige uddannelse og karriere. I det arbejde spiller forældrene også en afgørende rolle, da de har stor indflydelse på unges valg.
– Jeg vil helt klart opfordre forældre til at bruge messen som en anledning til at tage en vigtig snak med deres børn om fremtiden. Der er i dag mange forskellige veje til et spændende arbejdsliv, og den samtale kan være vigtig at have med sit
barn. Det kan hjælpe de unge med at få afklaret deres interesser og muligheder, så de kan træffe mere kvalificerede valg for deres fremtid, siger borgmester Anders Wolf Andresen.
Han er også glad for, at så mange lokale virksomheder deltager på messen og lægger energi og kræfter i at vise deres fag.
– Vi har et stærkt samarbejde med det lokale erhvervsliv, og det er ”Mød en virksomhed” et godt eksempel på. Her kan virksomhederne inspirere de unge til at overveje muligheder, de måske ikke selv havde tænkt på. Det er en vigtig brik i vores fælles arbejde for at få flere unge til at overveje, om en erhvervsuddannelse og en fremtid som faglært kunne være det rette valg for dem, siger Anders Wolf Andresen.
”Mød en virksomhed” finder sted på Enghøj Gymnasium, Blytækkerporten 2, tirsdag den 5. november fra kl. 11 til 15. Alle elever fra Hvidovres 8. og 10. klasser deltager som en del af deres undervisning, men alle Hvidovres unge og deres forældre er velkomne til at besøge messen.
Der er gratis adgang til erhvervsmessen. Læs mere på mødenvirksomhed.dk.
red
menu
menu