Kommunen i dialog med FOBU om at bevare Solgården som selvejende dagtilbud

Kommunen i dialog med FOBU om at bevare Solgården som selvejende dagtilbud

Torsdag var der møde mellem Hvidovre Kommune og forældre til børn i Solgården og Kastanjehuset

NYHEDER: Afklaring og fornyet håb.

Det var resultatet af et møde, som torsdag blev afholdt for forældrene til børn i Solgården og Kastanjehuset. Det var Hvidovre Kommunes borgmester, Anders Wolf Andresen, der havde inviteret til mødet. Målet med mødet var at forklare, hvordan Hvidovre Kommune arbejder med at bevare Solgården og Kastanjehuset.

 

- Planen er, at de to huse fortsat skal være selvejende dagtilbud, og derfor har vi sat gang i arbejdet med en ny lokalplan. For Frelsens Hær har en anden plan. De vil gerne udstykke til boliger, indledte borgmester Anders Wolf Andresen mødet.

 

Derefter forklarede han, at Hvidovre Kommune har indledt drøftelser med paraplyorganisationen for selvejende institutioner FOBU, som i forvejen er administrator for Solgården og Kastanjehuset. FOBU har nemlig vist interesse for at overtage driften af de to dagtilbud, og de skal nu være med i forhandlingerne med Frelsens Hær.

Borgmesteren lagde til forældremødet ikke skjul på, at han håber på en løsning, hvor Hvidovre Kommune køber de bygninger og det areal, hvor Solgården og Kastanjehuset ligger, og at det så vil være FOBU, som kommer til at drive de to dagtilbud videre og stå for den fremtidige løbende vedligeholdelse. Han understregede også, at der er bred politisk opbakning til at finde en løsning.

 

- Jeg tror, vi kommer videre med gode forhandlinger nu med FOBU ved vores side, og hvis det ender med, at Frelsens Hær gerne vil sælge bygningerne til enten Hvidovre Kommune eller FOBU, så skal en kommende renovering aftales mellem FOBU, Hvidovre Kommune og forældrebestyrelsen. Både i forhold til hvor meget, hvordan og over hvor mange år, lød det fra borgmesteren.

Han tilføjede dog, at det vil blive svært for Hvidovre Kommune at lægge et stort million-beløb på én gang. Derfor vil det være nødvendigt at fordele udgifter til renovering over flere år.

 

Med til mødet havde borgmesteren en række fagfolk fra kommunen samt formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Sara Benzon. I følge Hvidovre Kommune blev der brugt tid på at svare grundigt på forældrenes mange spørgsmål om både bygninger, økonomi, lokalplan, jura, ventelister og dagtilbud generelt.

 

- Jeg håber, I går herfra nu med en oplevelse af, at vi vil det samme. Vi er på sporet, og går pragmatisk ind i forhandlingerne for at få det ordnet nu, sluttede Anders Wolf Andresen.

 

Næste forhandlingsmøde med en repræsentant for Frelsens Hær, Hvidovre Kommune og FOBU finder sted inden udgangen af marts. Sideløbende med forhandlingerne vil borgmesteren holde faste møder med forældrebestyrelsen, så de kan følge med i forløbet.

 

 

red
menu
menu