Hvorfor inddrager man ikke eksisterende kapacitet?
THOMAS MØLLER om kommunens udkast til ny Kultur- og Fritidspolitik:
LÆSERDEBAT: Hvidovre er kendt for sine stærke fællesskaber, hvor foreningslivet og frivilligheden er en hjørnesten i vores lokale kultur. Derfor var det med stor interesse, jeg læste kommunens udkast til en ny Kultur- og Fritidspolitik.
Udkastet indeholder mange gode intentioner, men én ting springer i øjnene: den manglende inddragelse af Frivilligcenter Hvidovre.
Frivilligcentret er en vital aktør, der allerede arbejder aktivt for at styrke det frivillige arbejde og skabe netværk på tværs af foreninger, borgere og institutioner. Frivilligcentret er ikke blot en organisation – det er en samlingspunkt for lokalt engagement og en motor for at mobilisere ressourcer i civilsamfundet.
Hvorfor ikke udnytte denne eksisterende kapacitet? Hvorfor opfinde den dybe tallerken, når vi har en organisation, der allerede kan bidrage med kompetenceudvikling, netværksdannelse og rekruttering af frivillige?
En stærk Kultur- og Fritidspolitik skal tage afsæt i de ressourcer, vi allerede har. Ved at inddrage Frivilligcenter Hvidovre i både planlægning og udførelse kan vi sikre, at de gode intentioner bliver til handling, og at flere borgere bliver engageret i de mange fællesskaber, vores kommune har at byde på.
Jeg opfordrer kommunalbestyrelsen til at revidere politikken og give Frivilligcenter Hvidovre den centrale rolle, som de fortjener – for det er gennem samarbejde, vi skaber en kommune, der kan noget særligt.
Med venlig hilsen,
Thomas Møller
Formand for
Frivilligcenter Hvidovre
Kandidat til
kommunalbestyrelsen for SF