Der preppes på de kommunale plejehjem

Der preppes på de kommunale plejehjem

Hvidovre Kommune er næsten klar med at preppe de lokale plejehjem og bofællesskaber

NYHEDER: Det er ikke kun private, der skal preppe til eventuelle krisetider. Også de kommunale institutioner skal kunne klare en tre-dages krise uden mulighed for madindkøb og adgang til vand.
Hvidovre Kommune bekræfter, at de kommunale plejehjem og bofællesskaber er tæt på klar til at kunne klare en krise. Er der styr på det hele?
– Både plejehjem og bofællesskaber er forberedt eller i gang med forberedelser, så man kan følge Beredskabsstyrelsens anbefalinger om, at man skal kunne klare sig med mad, vand, medicin osv. i tre døgn. Bofællesskaberne og plejehjemmene er generelt forberedt på at kunne modstå kriser af kortere varighed, f.eks. strømafbrydelser, fortæller centerchef for Sundhed og Ældre Christel Damgaard til Hvidovre Avis.
Centerchefen tilføjer, at der dog fortsat er et par ting, der skal håndteres, før alle plejehjem og bofællesskaber lever helt op til anbefalingerne.
– På plejehjemmene er mad og medicin 100 % på plads, og der vil blive indkøbt ekstra vand i løbet af de næste 14 dage. Som det er nu, er der ikke helt vand nok til tre døgn. I bofællesskaberne vil kriseforberedelse blive taget op på et beboermøde på en måde, så alle kan føle sig trygge og rolige. Personalet vil støtte beboerne i bl.a. at få købt ind til egne ”beredskabskasser”. Personalet vil samtidig sikre, at der er fyldt op i fælleskøkkenet, og at der er tilstrækkeligt med vand, batterier, tændstikker, tæpper, lommelygter mm., siger Christel Damgaard.
I følge centerchefen vil der både på plejehjem og i bofællesskaber altid være personale til stede, som kan tage vare på beboernes behov og berolige dem i en eventuel krisesituation.

red
menu
menu