Folketingspolitiker om parkering: “Det vilde vesten for forbrugeren”
Medlem af Folketinget fra Hvidovre, Maria Durhuus (A), vil tage parkeringssag op
NYHEDER: Nye parkeringsregler i Frihedens Butikscenter udelukker indtil videre borgere, der er ikke-digitale, fra at parkere i parkeringskælderen og ved indgangen ved Lidl. Parkeringsselskabet OPARKOs CEO Kasper Daae har af flere omgange afvist at svare på spørgsmål fra Hvidovre Avis om, hvordan parkeringsselskabet forholder sig til den problemstilling samt en række andre spørgsmål.
– Ingen kommentarer, svarer Kasper Daae.
Ligeledes er ejeren af Frihedens Butikscenter, NREP, blevet stille efter Hvidovre Avis’ spørgsmål om, hvordan man vil sikre, at ikke-digitale kunder kan aflægge centret besøg uden at de får en parkeringsafgift.
Ikke-digitale borgere, der ønsker at handle i Frihedens Butikscenter, har derfor et reelt problem, hvis de f.eks. er gangbesværede og er nødt til at parkere tæt på elevator og indgang til centret. Det har fået Hvidovre Avis til at spørge medlem af Folketinget, valgt i Hvidovre, Maria Durhuus, om hun vil bringe problemstillingen op i Folketinget.
– Jeg vil meget gerne bringe det op og forfølge det herinde, da det jo er blevet det vilde vesten for forbrugeren, siger Maria Durhuus, der er valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet.
Danmarks Statistik vurderede tilbage i marts 2023, at knap 20% af borgerne har det svært med digitale løsninger.
– 18 pct. af de 15-89-årige, svarende til næsten 900.000 personer, er digitalt udfordrede. "Digitalt udfordrede” er defineret som personer, der enten selv vurderer, at de slet ikke eller kun i mindre grad er rustet til at bruge internettet med deres nuværende digitale færdigheder, eller personer der ikke ved, hvordan man installerer en app, skriver Danmarks Statistik om opgørelsen.
red