Ny centerchef for Trafik og Ejendomme

Kenni Nielsen kommer fra en stilling som centerchef for Ejendomme hos Rigspolitiet
NYHEDER: Kenni Nielsen bliver ny centerchef for Hvidovres Kommunes center for Trafik og Ejendomme. Ansættelsen af den nye centerchef blev godkendt på et møde i Økonomiudvalget tirsdag den 25. februar.
Det er en erfaren centerchef, der nu skal stå i spidsen for Trafik og Ejendomme med bl.a. Vej og Park og kommunens ejendomsadministration. Kenni Nielsen kommer som nævnt fra en stilling som centerchef for Ejendomme hos Rigspolitiet. Han har desuden været centerchef for Vej- og Ejendomscentret i Ringsted Kommune, der også omfattede vej- og parkområdet, og ejendomschef i Greve Kommune. - Jeg er meget glad for, at Kenni har sagt ja til at blive vores nye centerchef. Det var et enigt ansættelsesudvalg, som vurderede, at Kenni i et stærkt ansøgerfelt var den helt rette til posten. Vi lagde vægt på, at Kenni både har solid erfaring med ledelse af driftsområder fra flere kommuner og samtidig har rigtig gode evner for kommunikation og samarbejde, siger direktør for teknik og miljø samt kultur og fritid Sara Røpke.
Kenni Nielsen er 51 år og oprindeligt uddannet officer i Forsvaret, og har siden suppleret med yderligere to lederuddannelser bl.a. inden for politiet. Og så har han en Master i ledelse af byggeri med specialisering i bl.a. facilities management fra DTU.
- Jeg glæder mig til at starte i jobbet til april og til sammen med ledere og medarbejdere at være med til at skabe det gode liv for borgere, foreninger, ansatte og politikere i kommunen, siger den nye centerchef og fortsætter:
- Jeg vil videreføre de gode tiltag og den udvikling, centret er i gang med – Trafik og Ejendomme skal være et stærkt og relevant center, der trækker på tværs sammen med kommunens andre centre og tilbud.
Kenni bor i Hvidovre sammen med sin familie. I sin fritid bruger både han og familien byens tilbud flittigt, og så holder han af at løbe