Venstre er bekymret: Kommunen indkøber kinesiske biler for borgernes penge

Venstre er bekymret: Kommunen indkøber kinesiske biler for borgernes penge

LÆSERDEBAT: I en tid, hvor vi almindelige danskere bliver rådet til at tænke os om en ekstra gang, inden vi handler på kinesiske webshops, grundet etiske og sundhedsmæssige spørgsmål, ser vi alligevel Hvidovre Kommune køre rundt i biler af det kinesiske bilmærke Maxus. I Venstre Hvidovre mener vi, at der er grænser for, hvor langt man kan synke, når det handler om indkøb af materiel.

Mange af de kinesiske biler kommer ifølge EU-Kommissionen med statsstøtte, hvilket gør det svært for eksempelvis deres europæiske konkurrenter at matche prisen. Med andre ord er det konkurrenceforvridende, og det er med til at udhule den europæiske bilindustri. Derfor er det også et etisk spørgsmål, når man vælger at indkøbe kinesisk producerede biler til Hvidovre Kommune.

I Venstre Hvidovre mener vi, at kinesiske biler har en plads på det danske marked, såfremt deres tilstedeværelse ikke er konkurrenceforvridende. Måske skal man i Hvidovre Kommune genbesøge deres indkøbspolitik eller udbudsmateriale. I Venstre Hvidovre følger vi spændt med i, om EU ender med at svinge toldhammeren over de kinesisk producerede biler, så markedsvilkårene er ens for alle.

Med venlig hilsen
Formand for Venstre Hvidovre,
Leon Tilgaard

menu
menu