Kom til borgermøde om trafikstøj – og del dine erfaringer

Kom til borgermøde om trafikstøj – og del dine erfaringer

Støjudvalget inviterer til borgermøde om trafikstøj, hvor du også selv kan byde ind med områder, du mener, der skal sættes fokus på

NYHEDER: Bliver du generet af trafikstøj fra motorvejen, jernbanen eller de trafikerede veje i dit nabolag? Så er der, som Hvidovre Avis tidligere har berettet,borgermøde torsdag den 26. september kl. 19.00-21.30 i Teatersalen på Frihedens Idrætscenter.
Her kan du høre om Hvidovre Kommunes arbejde med at bekæmpe trafikstøj – og du får mulighed for selv at komme med input og idéer til, hvordan vi kan skabe et mere støjsvagt Hvidovre.
 På mødet vil Hvidovre Kommune præsentere sin nye Støjhandlingsplan, og du kan stille spørgsmål til planen.
Støjhandlingsplanen bygger på en støjkortlægning fra 2022, som viser, hvor Hvidovre Kommune har de største udfordringer med støjniveauer, der overstiger Miljøstyrelsens grænseværdier for trafikstøj. Handlingsplanen indeholder flere konkrete forslag til indsatser, der kan reducere trafikstøjen og gøre Hvidovre til et bedre sted at bo.
Efter præsentationen vil Støjudvalget, som består af både politikere, borgere og repræsentanter fra lokale grundejer- og boligforeninger, fortælle om sit arbejde med at finde løsninger til at forebygge og reducere trafikstøj fra blandt andet togbaner og motorveje. Udvalget er nedsat som et ekstra tiltag i kampen om at bekæmpe trafikstøj i Hvidovre Kommune og rådgiver kommunens Klima-, Miljø- og Teknikudvalg herom.
Også her kan du stille spørgsmål, eller komme med input til steder eller emner, som du mener, at Støjudvalget skal have fokus på.
 – Vi håber, at mange borgere vil deltage i borgermødet. Jo flere vi er, jo bedre kan vi få indsigt i borgernes egne erfaringer med trafikstøj, og det er helt afgørende for, at vi kan finde de bedste løsninger sammen, siger Kristina E. Young, som er formand for Støjudvalget og Hvidovre Kommunes Klima-, Miljø- og Teknikudvalg.
Du er velkommen uanset om du har ideer og forslag, spørgsmål eller blot ønsker at blive klogere på kommunens arbejde med at dæmpe trafikstøjen.
Mødet er gratis, og du behøver ikke tilmelde dig
Aftenens program indledes med en velkomst v. formand for Støjudvalget og Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, Kristina E. Young, herefter følger et oplæg om Hvidovre Kommunes Støjhandlingsplan v. administrationen, hvor der er plads til efterfølgende spørgsmål.
Kl. 19.50 vil Kristina E. Young fortælle om Støjudvalget, og derefter fortæller støjudvalgets medlemmer om arbejdet med at finde løsninger, der kan dæmpe trafikstøjen i kommunen.
Kl. 20.00: Togbaner v. Bo Larsen
 Kl. 20.15: Amagermotorvejen v. Stefan Bruse Thor Straten
 Kl. 20.30: Holbækmotorvejen v. Bent Roldgaard 
Kl. 20.45: Hastighedsnedsættelser som
støjdæmpning v. Anders Liltorp
Og der er mulighed for at stille spørgsmål
efter hvert oplæg. Mødet sluttes af med input og spørgsmål fra salen til Støjudvalget
menu
menu