HIF spillede lige op mod divisionens duks

God kamp mod OB, hvor Hvidovre havde flere chancer for sejr – den nye HIF-keeper holdt nullet for tredie gang
FODBOLD: 22 kampe i grundspillet er nu overstået for Hvidovre, efter at holdet spillede sin sidste kamp fredag aften mod topholdet OB, – uden tvivl det stærkeste mandskab i ligaen.
Det var derfor en svær opgave for Hvidovre at bevare den flotte hjemmebanestatistik, hvor holdet som det eneste i ligaen endnu ikke havde tabt en hjemmekamp i grundspillet.
Med to 1-0-sejre i bagagen gik et selvtillidsfuldt Hvidovre-mandskab på banen med kun én ændring i startopstillingen i forhold til Esbjerg-kampen. Martin Spelmann erstattede en skadet Jonas Gemmer, hvilket samtidig betød, at den brandvarme Simon Makienok – trods to mål i de seneste to kampe – måtte tage plads på bænken.
Kampen blev spillet i højt tempo, og det var positivt at se, hvordan Hvidovre kunne være med og spille bolden hurtigt rundt uden de store fejl. De rødblusede spillede absolut lige op mod divisionens duks og helt klare oprykningsfavorit.
Lignede straffe!
Der var desværre ikke mange store chancer. Hvidovres bedste mulighed kom midt i 1. halvleg, da Magnus Fredslund sendte et indlæg i feltet til Andreas Smed, som gik i græsset efter et skub i ryggen. Dommeren lod dog fløjten blive i lommen.
Mens HIF havde lidt svært ved at skabe de afgørende afslutninger, kom OB frem til flere forsøg inden for målrammen. Her viste målmanden Theo Sander endnu en gang sit høje niveau og fik det til at se let ud. Efter 37 minutter stod OB med en 3-mod-2-situation, men den unge keeper kom flot ud af målet og blev på benene længe nok til at afvise skuddet, så Hvidovre kunne gå til pause med ”nullet” intakt.
I 2. halvleg dominerede HIF i perioder og fik lagt et større pres på gæsterne. Jeffrey Papa løftede sit spil og blev en konstant trussel mod OB’s defensiv. Fem minutter inde i halvlegen viste han sig for alvor med en afslutning, der blev afværget til hjørne.
Ti minutter senere stod de to backs, Magnus Fredslund og Nicolaj Clausen, klar ved et frispark lige uden for feltet. Det blev Clausen, der fik chancen, og han var tæt på at bringe tribunen til live, da han sendte bolden på indersiden af stolpen.
Kampen fortsatte med halve chancer og ufarlige afslutninger til begge hold, mens spillets kvalitet primært lå mellem felterne.
Fem minutter før tid havde Hvidovre igen chancen for at snuppe alle tre point efter en flot omstilling, iscenesat af Greko og den indskiftede Simon Makienok. Greko fandt Papa i en god position, hvor han trak langt ind i feltet, men afslutningen manglede skarphed og gik lige på målmanden. Tættere på en scoring kom ingen af holdene, og kampen endte dermed som OB’s sjette uafgjorte i træk.
Hvidovre holdt nullet for tredje gang i forårets fire kampe, hvor Theo Sander kun har lukket mål ind i premierekampen mod B.93.
Grundspillet er nu slut, og det betyder, at rækken ”knækker over”. Hvidovre er blandt de seks hold, der skal kæmpe om oprykning til Superligaen, sammen med OB, FC Fredericia, AC Horsens, Kolding IF og Esbjerg.
Hvidovre ligger aktuelt nummer fire – blot fire point efter FC Fredericia på 2. pladsen, som giver direkte oprykning.
ka-ma