Klog beslutning NREP, men gør en ting mere!

Klog beslutning NREP, men gør en ting mere!

UGENS KOMMENTAR: Efter massivt pres fra borgere, Facebookkrigere, forretningerne i butikscentret, borgmesteren og medierne – herunder Hvidovre Avis – er ejeren af Frihedens Butikscenter, NREP, kommet på bedre tanker og har fået parkeringsselskabet OPARKO til at annullere samtlige parkeringsafgifter fra den 1. til den 17. december.

Så blev det alligevel jul for de mange, der pludselig og helt urimeligt stod med en ekstraudgift, de ikke havde skyggen af chance for at undgå.

Det er naturligvis godt, men som man kan læse i seneste udgave af Hvidovre Avis, er der fortsat lidt spørgsmål, der mangler at blive besvaret og problemer, der mangler at blive løst.

En 86-årig kvinde, der handler i Frihedens Butikscenter, men som ikke bruger smartphone, føler sig f.eks. marginaliseret. En anden ældre borger, en 80-årig mand, lagde i den forløbne uge vejen om Hvidovre Avis og var mildt sagt rystet over, at ikke bare en, men formentlig flere afgifter var på vej til hans og hustruens e-boks. Begge borgeres følelser er fuldt legitime og fuldt forståelige, og det leder til alt det, vi fortsat mangler at vide, men som især kan koges ned til: Hvordan tager man hensyn til ikke-digitale kunder i Frihedens Butikscenter? Kunder, der måske ovenikøbet går dårligt, og derfor har brug for at parkere tæt på elevatoren i kælderen.

Vi kan godt komme med et velment og med garanti velfungerende råd til NREP: Aflys aftalen med OPARKO, der på intet tidspunkt har ønsket at vise, at de er deres opgave voksen. Rul den nye parkeringsordning helt tilbage og genindfør tre timers parkering på p-skiven.

Mon ikke så alle kunder vender tilbage til Frihedens Butikscenter til glæde for centrets forretninger og til glæde for Hvidovre Kommunes borgere og byens mulighed for at bevare et godt handelsliv i lokalområdet.

Af Niels Erik Madsen
menu
menu