Marin Nationalpark kan være et godt skridt til genopretning af Køge Bugt

Marin Nationalpark kan være et godt skridt til genopretning af Køge Bugt

Borgmester ANDERS WOLF ANDRESEN hilser forslaget om, at Køge Bugt skal være en del af en marin naturpark velkommen:

LÆSERDEBAT: Køge Bugt har i mange år været et område, hvor naturens balance er blevet sat under voldsomt pres. For høje mængder af forurenende næringsstoffer og spildevand, råstofindvinding og klapning af slam har sat havmiljøet under pres. Det har alvorlige konsekvenser for både biodiversiteten og vores muligheder for at bruge og nyde bugten.
Derfor hilser jeg ideen om at gøre Køge Bugt til en del af en marin nationalpark velkommen.
 En marin nationalpark i Køge Bugt kan være det løft, vi har så hårdt brug for. Det kan betyde, at vi kan sætte en stopper for eller reducere de aktiviteter, der i dag skader havmiljøet. Råstofindvinding, som slider på bugtens havbund, vil kunne mindskes, og klapning af slam – som både danske og svenske kommuner bidrager til – vil kunne stoppes. Endnu vigtigere vil det kunne føre til en markant reduktion i udledningen af spildevand og forurenende næringsstoffer fra landbruget, som er den største årsag til den forringede vandkvalitet i bugten.
Og med en forbedret vandkvalitet kan vi skabe forudsætningerne for, at naturen kan genoprette sig selv. Bedre sigtbarhed i vandet vil f.eks. give ålegræs mulighed for at brede sig langt flere steder i bugten, end det er tilfældet i dag. Det vil ikke alene forbedre økosystemet, men også hjælpe os med at nå målet om en ‘god økologisk tilstand’ i Køge Bugt hurtigst muligt, så vi kan leve op til EU’s vandrammedirektiv.
Hvilke konsekvenser, Køge Bugt som marin nationalpark evt. vil få for vores vision om Holmene, er for tidligt at sige. Men Holmene er medtaget i den nye havplan, og vi arbejder fortsat med visionen.
Men lad mig understrege igen: Havmiljøet i Køge Bugt lider allerede – og det har intet med Holmene at gøre.
Derfor skal vi koncentrere kræfterne om de indsatser, der kan genoprette havmiljøet nu. Her kan Køge Bugt som marin nationalpark være et godt redskab, hvis det kan sætte en stopper for det, der ødelægger vores bugt.
 Men vi bør også tænke langsigtet og holde fast i de nødvendige indsatser for at fremme grøn omstilling, klimasikre vores region og udvikle bæredygtige projekter, der kan skabe værdi for både natur og mennesker. Med Holmene kan vi genoprette fortrængte naturtyper som strandeng og stenrev, og vi kan klimasikre vores hovedstad på en naturbaseret måde. Holmene kan være en effektiv beskyttelse mod oversvømmelser fra de stormfloder, som vi i stigende grad vil opleve som følge af klimaforandringer. Og hvis vi gør plads til fremtidens innovative virksomheder, kan vi måske ikke bare fremme den grønne udvikling, men samtidig være med til at betale den milliarddyre regning for stormflodssikringen af vores by.
Det handler om en balance, hvor vi både beskytter naturen og bygger fremtidens løsninger.
 Af Anders Wolf Andresen, borgmester i
Hvidovre Kommune
menu
menu