Kirken er der, når jeg har brug for den!

LÆSERDEBAT: Om det er dåb, konfirmation, bryllup, bisættelse eller julegudstjeneste, så er kirken der. Men hvad med alle de andre dage? Ja, der er kirken der også.

Personligt fik jeg først rigtig øje på kirken den 4. maj 2024, hvor jeg var til konfirmation i Risbjerg Kirke. Ikke at jeg ikke er kommet i kirken før, for det har jeg, men lige den dag skete der noget specielt. Den prædiken, der blev holdt, gjorde noget ved mig, jeg ikke helt kunne sætte ord på det, men jeg gik efterfølgende og tænkte over den. Noget i mig sagde, at jeg måtte tilbage og høre mere. Så til den næste gudstjeneste sad jeg igen på kirkebænken. Jeg følte, at der var mange øjne på mig og kunne næsten fornemme, at folk tænkte: Hvem er hun? Hende har vi ikke set før, hun plejer da ikke at komme her.

En åbenbaring?

Det lyder måske mærkeligt, men den søndag fik jeg en slags åbenbaring, hvis man kan kalde det det. Jeg var helt høj af glæde, da jeg kom hjem, og i flere dage var der smil på læben. Jeg kontaktede præsten, for jeg var blevet nysgerrig på den følelse, jeg havde fået, og vi aftalte at mødes i kirken til en samtale. Jeg kunne mærke på mig selv, at det var tid til at sadle om. Jeg var på vej ned ad en sti, jeg ikke ønskede. Jeg vidste dog ikke, hvor jeg nu skulle hen, men jeg var overbevist om, at det var tid til noget andet.

Kirken er der også på hverdage

Mit hjem var i mange år min arbejdsplads, da jeg har gået hjemme på tabt arbejdsfortjeneste med min søn, så jeg er ikke så god til at slappe af i hjemmet, da jeg aldrig ved, hvad der sker, og hvordan min søn har det. Jeg begyndte derfor at komme mere og mere i kirken, også på hverdage, og jeg opdagede, at når jeg trådte ind i kirkerummet, så gav jeg slip og mine følelser fik fritspil. Jeg kunne slappe af. Når jeg mærker, at det hele er lidt presset, kører jeg forbi Risbjerg Kirke, sætter mig i kirkerummet, lader tårerne trille og får det ud af systemet.

Jeg synes, at Risbjerg Kirke kan noget helt specielt, og jeg holder meget af at komme der. Hele personalegruppen ved, hvem jeg er, hvilket er rart. Personalet er ekstremt gode til at favne og rumme en, og man føler sig ikke alene. Jeg nyder at komme der og nyder, at jeg er blevet en del af den faste menighed.

Troen på mig selv

Jeg føler også, at jeg faktisk har fået troen på mig selv tilbage, efter jeg er begyndt at komme i Risbjerg Kirke. Troen på, at jeg er god nok, og det er virkelig en skøn følelse. Det har også ført til, at jeg nu er kommet tilbage på arbejdsmarked og ikke i et hvilket som helst job, men som kirketjener i en lille landsbykirke.

Jeg kan af gode grunde ikke vide, hvad andre tænker om kirken, om dem, der arbejder der, og om menigheden, der benytter den, men jeg har erfaret, at nogle tænker, man skal være meget troende og følge Biblen bogstaveligt, hvis man skal komme i kirken, og hvis man vil gå til gudstjeneste. Det er i hver fald det, jeg møder, når jeg fortæller folk, at jeg arbejder som kirketjener. De kigger mærkeligt på mig og spørger helt undrende, om jeg er kristen?

Jeg håber med dette lille skriv at kunne fortælle andre, at kirken ikke er et farligt sted, og at man ikke behøver være meget troende eller komme til gudstjeneste hver søndag. Kirken er der for alle, og kirken rummer alle.

Hvis du er blevet nysgerrig, så kom forbi Risbjerg Kirke søndag den 19. januar 2025 kl.10. Der vil jeg være at finde, og så kan vi tage en snak efter gudstjenesten, hvis der skulle være brug for det.

Med venlig julehilsen
Søs Funch