I skulle skamme jer!
KELD OG LISE JOHANSEN med åbent brev til Frihedens Butikscenter
LÆSERDEBAT: Til Frihedens Butikcenter.
Vi har boet i Hvidovre siden 1980 og har handlet i Frihedens Butikscenter siden da. Vi har altid følt os velkommen, godt behandlet og velorienteret, når det gjaldt ændringer af forhold i Centret.
Den 3. december kørte vi, som så ofte før, ned i parkeringskælderen under centret. Der var intet, som i overhovedet intet, der indikerede, at der var sket en ændring i reglerne omkring parkering i kælderen.
Tidligere var der sat store bannere eller særlige skilte op, hvis der var ændrede forhold, men her var der intet.
Vi parkerede i god tro som sædvanlig. Vi holdt os inden for striberne. Vi overskred ikke 2 timers parkeringstid. Efterfølgende fik vi en ”kontrolafgift” på kr. 970,-.
For os som pensionister er kr. 970 virkelig et alvorligt indgreb i vores julebudget, og vi kan faktisk ikke forstå, hvad der kan få butikscentret til at behandle kunder på denne måde. I skulle virkelig skamme jer.
Vi har altid synes at det er vigtigt at handle lokalt, og heldigvis er Hvidovre er dejlig og driftig butiksby, så det er slet ikke nødvendigt for os at handle i Frihedens Butikscenter – slet ikke.
Venlig hilsen
Tidligere kunde i Frihedens Butikcenter
Keld og Lise Johansen
Bårsevej