Julens magi – hele året

Julens magi – hele året

Her efter jul og nytår glemmer vi de ting der er vigtigst, skriver ROBIN SEEBERG:

LÆSERDEBAT:  Den åbenhed, overbærenhed og empati som mange udviser i juletiden er helt fantastisk at opleve. Men desværre lærer vi ikke julens vigtigste lektie. Nemlig at holde fast på disse værdier i hverdagen. Så snart jul og nytår er forbi, vender vi alt for ofte tilbage til vores egen verden. Vores egen lille sfære. Vi glemmer de ting der er vigtigst: Medmenneskelighed og empati. Det synes jeg er ærgerligt.

“Selv en fjende kan blive en ven i denne tid, hvor man ser verden som et barn igen”. Sådan synger Rasmus Seebach i et af mine yndlingsjulenumre; Lille store verden. For mig betyder disse linjer to ting. For det første handler det om at håbe på fred i verden, og det er jo særligt relevant i denne tid med så meget krig og uvenskab. Men det betyder også, at hverdagens fremmede pludselig kan blive set som venner. Ofte nævner vi SF’ere fællesskabet, og det kan være en stor og udefinerbar størrelse med mange betydninger. Men for mig er fællesskabet eksempelvis det, at vi lige hjælper hinanden, hvis vi taber vores varer på en cykeltur. At vi ser hinanden og giver os tid til at snakke med vores bager eller slagter. At vi indimellem lige kigger op fra telefonen og smiler til hinanden i toget. Det kan komme i mange former, men det er uden tvivl den magi julen kan bringe med sig, og som Rasmus Seebach synger i slutningen af sangen, så tror han stadig på den magi.

Det gør jeg også, så lad os bære den magi med os videre i hverdagen - også efter julen er ovre. Og lad os tage empatien, åbenheden og ikke mindst forståelsen for alle vores medmennesker med ind i 2025. Jeg tror, det er særligt vigtigt i en tid, hvor vores samvær er truet af et accelerationssamfund og teknologi, der erstatter mange menneskelige interaktioner i hverdagen. Vi kan godt, hvis bare vi husker hinanden på det.

Godt nytår!

Robin Seeberg

menu
menu