Nej til turbokyllinger

Kommunalbestyrelsen besluttede på seneste KB-møde at udfase turbokyllinger i Hvidovres daginstitutioner og rådhusets kantine
NYHEDER: Som det vel nok er de fleste læsere bekendt, efter de seneste ugers debat på avisens Talerstol, er det slut med at servere såkaldte turbokyllinger i Hvidovre Kommunes dagtilbud og i rådhusets kantine.
Kommunalbestyrelsen besluttede på seneste kb-møde, at udfase indkøb af turbokyllinger for at fremme bedre dyrevelfærd og sikre en mere bæredygtig madpolitik i kommunen.
Turbokyllinger er en særlig type kyllinger, der vokser så hurtigt, at det ifølge Dyrenes Beskyttelse er dyreetisk uforsvarligt.
– Som kommune har vi et ansvar for at træffe valg, der afspejler de værdier, vi står for – også når det gælder dyrevelfærd. Udfasningen af turbokyllinger er et fælles skridt mod mere ansvarlige indkøb, og det er et tydeligt signal om, at kvalitet og dyreetik er vigtige prioriteter for os, siger borgmester Anders Wolf Andresen.
Hvidovres daginstitutioner har i flere år arbejdet målrettet med at øge økologiprocenten i indkøb og har i den forbindelse allerede reduceret mængden af turbokyllinger. Med den nye beslutning bliver udfasningen nu gjort fuldstændig.
Indtil videre gælder forbuddet kun daginstitutionerne og kantinen på rådhuset. Men Kommunalbestyrelsen har besluttet, at der skal udarbejdes en plan for en fuldstændig udfasning af turbokyllinger i hele kommunen. Planen skal beskrive, hvordan kyllingekødet kan erstattes af andre kødprodukter, samtidig med at der tages hensyn til driften af de kommunale tilbud. Derudover skal den belyse de økonomiske konsekvenser, hvis der bliver behov for ekstra midler til overgangen til alternative kødprodukter.
Foto: Turbokyllinger er en særlig type kyllinger, der vokser så hurtigt. Modelfoto.
red