Hvidovre har ikke fået affalds-moms tilbage

Det er ikke kun borgerne, der venter på at få tilbagebetalt moms på affaldsgebyrer. Hvidovre Kommune har fortsat ikke fået borgernes penge retur fra Skat
NYHEDER: Da Landsskatteretten tilbage i oktober 2020 fastslog ulovligheden i moms på afhentning af affald, medførte det en forventning fra en række borgere i Hvidovre om, at de fejlagtigt indbetalte momspenge ville blive tilbagebetalt.
Men sådan er det ikke gået. Dels fortsatte momsindkrævningerne til og med 2024, dels er endnu intet betalt tilbage til borgerne.
Det undrer en borger, der har henvendt sig til Hvidovre Avis. Hvidovre Avis har, på foranledning af borgeren, spurgt Hvidovre Kommune, hvad status er for en eventuel tilbagebetaling af det fejlagtigt indkrævede momsbeløb.
Hvorfor har boligejere endnu ikke fået tilbagebetalt den moms, der fejlagtigt er blevet opkrævet?
– Først vil vi gerne forklare, at den moms, der har været opkrævet for meget, ikke er penge, som Hvidovre Kommune ligger inde med. De penge er blevet betalt videre til Skat, og vi arbejder på at få pengene tilbage, sådan at de kan komme tilbage til borgerne, fortæller Sara Røpke, der er direktør for det tekniske område i Hvidovre Kommune.
Krav er sendt af sted
Hvidovre Kommune arbejder dog på at få pengene tilbage, lyder det fra direktøren.
– Vi har opgjort, hvor mange penge det drejer sig om tilbage til 2012. De opgørelser har vi sendt til Skattestyrelsen med krav om tilbagebetaling. Det er der også en del andre kommuner, der har gjort, siger Sara Røpke.
Konkret hvad det arbejde udmønter sig i i kroner og øre er imidlertid uvist.
– Revisionsfirmaet BDO bistår os i sagen med Skattestyrelsen, og vi har en forventning om, at vi får betalt nogle penge tilbage. Hvor mange og hvornår ved vi dog ikke noget om endnu, siger direktøren.
Når og hvis pengene bliver tilbagebetalt fra Skattestyrelsen skal det tilmed afgøres, hvordan pengene eventuelt skal tilbagebetales til borgerne.
– Hvis vi får momspengene tilbagebetalt, skal det konkret besluttes, hvordan pengene skal betales tilbage til borgerne. Det kan f.eks. ske ved, at borgerne i en periode skal betale mindre i affaldsgebyr, end de ellers skulle have gjort, siger Sara Røpke.
Direktøren lover dog, at Hvidovre Kommune straks vil melde ud, når der kommer nyt fra Skat.
– Men som sagt er det for tidligt for os at sige noget konkret om det, fordi vi endnu ikke ved om og hvor meget, vi får tilbage af moms fra Skat. Så snart vi ved om og hvor meget, Skat betaler tilbage, vil information om dette blive udsendt, slutter hun.
Foto: Sara Røpke.
red