Godt erhvervsklima: Ny erhvervsanalyse viser tilfredshed blandt Hvidovres virksomheder

Godt erhvervsklima: Ny erhvervsanalyse viser tilfredshed blandt Hvidovres virksomheder
NYHEDER: De fleste af Hvidovres virksomheder er glade for at ligge i Hvidovre Kommune. Det viser en helt ny erhvervsanalyse, hvor 8 ud af 10 virksomheder har svaret, at de er tilfredse eller meget tilfredse med at drive virksomhed i kommunen.
Tilfredsheden gør sig gældende på tværs af de forskellige brancher og virksomhedsstørrelser, og det positive resultat glæder Hvidovres borgmester, Anders Wolf Andresen:
– Jeg vil gerne sige stor tak til de virksomheder, der har deltaget i undersøgelsen. Viden om deres virkelighed og dialogen med dem er nemlig afgørende for vores arbejde i kommunen. De lokale virksomheder bidrager hver dag til at skabe vækst og arbejdspladser, og mange af dem arbejder meget grønt og klimavenligt og tager et stort socialt ansvar. De er en vigtig del af vores fællesskab her i Hvidovre, og derfor vil vi gerne skabe de bedste rammer for erhvervslivet, så vi fortsat kan udvikle kommunen til gavn for både borgere og virksomheder. Så jeg er glad for at kunne konstatere, at undersøgelsen generelt viser en tilfredshed blandt virksomhederne med at være placeret her hos os, siger borgmesteren.
Omkring halvdelen af de adspurgte virksomheder har haft direkte kontakt med Hvidovre Kommune, primært gennem Jobcentret, Erhvervsteamet og Miljøafdelingen. Her udtrykker virksomhederne generelt tilfredshed med sagsbehandlingen og det samarbejde, de har haft med kommunen. Især hos de større virksomheder, som hyppigere er i kontakt med kommunen, ses en høj tilfredshed med den kommunale service.
Fortsat opmærksomhed
Selvom virksomhederne generelt er tilfredse, er der stadig områder, hvor Hvidovre Kommune skal have fokus på at forbedre sig eller i hvert fald holde niveauet. I undersøgelsen peger virksomhederne særligt på behovet for bedre kollektiv transport, bedre fremkommelighed på kommunens veje samt at fastholde de mange faglige netværk og mulighederne for netværk med andre virksomheder.
Med udgangspunkt i de mange input har Hvidovre Kommune fremhævet seks anbefalinger til det videre arbejde med at styrke kommunens erhvervsklima.
Der vil blandt andet blive arbejdet for at få forbedret den kollektive transport, at søge dialog med politikerne på Christiansborg for at få optimeret vejnettet og at have fokus på at styrke erhvervsnetværkene. Kommunen vil desuden fortsætte dialogen med de lokale virksomheder for at sikre, at deres behov og ønsker bliver hørt. Dette inkluderer også en tydeligere formidling af afgørelser og procedurer, så virksomhederne nemmere kan navigere i komplekse kommunale og statslige regler.
Næstformand for Hvidovre Erhvervskontaktudvalg, Flemming Tvernø, er glad for, at de mange input fra Hvidovres virksomheder bliver taget seriøst.
– Vi er i Erhvervskontakt­udvalget opsatte på at sikre, at Hvidovre Kommune målrettet arbejder med at løfte de områder, der kan gøre vores lokale erhvervsklima endnu mere attraktivt. Det handler ikke kun om at fastholde tilfredsheden, men også om at skabe de bedst mulige rammer for vækst og gøre Hvidovre endnu mere attraktiv som erhvervskommune, siger Flemming Tvernø.
Analysen er udarbejdet på baggrund af Økonomiudvalgets ønske om at få et mere konkret indblik i, hvad lokale virksomheder mener om de kommunale ydelser. Undersøgelsen er således et supplement til den årlige undersøgelse fra Dansk Industri, som giver en god landsdækkende indikator, men ikke nødvendigvis afspejler lokale forhold.
Den lokale undersøgelse i Hvidovre Kommune bygger på flere besvarelser og fokuserer på emner, som kommunen selv kan påvirke. Hvidovre Kommunes erhvervsanalyse er baseret på en spørgeskemaundersøgelse sendt ud til lokale virksomheder, som kunnet svare anonymt. I alt har 183 virksomheder deltaget, hvilket er mere end dobbelt så mange som de 81 svar, der dannede grundlag for Dansk Industris erhvervsundersøgelse i 2023.
FAKTA
De seks anbefalinger på baggrund af Erhvervsanalysen er:
  1. Forsat fokus på fremkommelighed på kommunens veje: – Virksomhederne er afhængige af at kunne transportere medarbejdere og gods på de lokale veje. For at sikre en bedre fremkommelighed kan der ses på tiltag som fx udbygning af vejnettet, intelligente trafiksystemer samt særligt fokus på planlægning og information til virksomhederne om større vejarbejder.
  2. Skab bedre forhold for kollektiv transport i, til og fra erhvervsområder: – Fokus på optimering af den kollektive transport, som gør det lettere for medarbejdere at pendle til og fra arbejde, hvilket kan forbedre produktiviteten og gøre rekruttering nemmere. Herunder kan løsninger med fx delebiler, bycykler og forbedringer af cykelforholdene undersøges, ligesom der kan arbejdes på andre mobilitetsløsninger sammen med virksomheder.
  3. Fortsæt arbejdet med virksomhedsnetværk: – Stærke virksomhedsnetværk fremmer samarbejde, videndeling og innovation, hvilket kan føre til nye forretningsmuligheder og styrke den enkelte virksomhed.
  4. Hjælp med formidling af afgørelser, meddelelser og procedurer til virksomhederne: – En tydeligere og lettere forståelig kommunikation kan hjælpe virksomhederne med at navigere i komplekse regler og procedurer, hvilket kan spare tid og reducere frustration.
  5. Fortsæt med at benytte erhvervsnyhedsbrevet og de lokale medier til formidling af erhvervsrelevante nyheder rettet mod virksomhederne: – Det sikrer virksomhederne adgang til vigtige informationer og nyheder rettet mod deres unikke behov. Det kan fx være tilbud fra Erhvervshus Hovedstaden om digital markedsføring, info om lokale netværksaktiviteter eller inspiration fra andre virksomheder der kan understøtte virksomhedernes drift og vækst.
    Enkeltmandsvirksomheder kan proaktivt tilbydes abonnement til kommunens erhvervsnyhedsbrev.
  6. Gør byens rum og erhvervsområder mere attraktive: – Mere attraktive byrum og erhvervsområder kan tiltrække flere kunder og besøgende til lokale virksomheder og virke tiltrækkende på nye virksomheder. Attraktive byrum gør også kommunen mere attraktiv for iværksættere og enkeltmandsvirksomhederne, der ofte arbejder fra egen bolig, hvor også rammerne for familien er vigtige.

Foto: Virksomhederne ønsker bl.a. at kommunen skaber bedre forhold for kollektiv transport i, til og fra erhvervsområder.

menu
menu