Tillykke til Enghøj Gymnasium – og til Hvidovre

Tillykke til Enghøj Gymnasium – og til Hvidovre

UGENS KOMMENTAR af Niels Erik Madsen

KOMMENTAR: I fredags åbnede et "nyt" gymnasium i Hvidovre. Anførselstegnene er med, fordi rigtig mange Hvidovreborgere utvivlsomt kender det nye gymnasium som deres eget gamle Gymnasium: Avedøre Statsskole, Avedøre Gymnasium eller Hvidovre Gymnasium & HF.
Nu er navnet Enghøj Gymnasium, og et imponerende elevtal på 550 var med til at fejre åbningen i fredags. Så mange elever har skolen ikke haft i en årrække, og antallet må give ikke kun skolen, men også hele lokalområdet og Hvidovre generelt et frisk pust og optimistiske drømme om et område, der lever.
 Med åbningen af Enghøj Gymnasium, der til forskel fra det tidligere Hvidovre Gymnasium & HF har i alt fem ungdomsuddannelser, er skolen nu fyldt med unge med forskellige og brede muligheder for at skabe deres uddannelsesmæssige fundament for en god fremtid med uddannelse og job.
Sammenlægningen af de fem uddannelsesretninger på èn skole kan forhåbentlig også være med til at fjerne de eventuelle fordomme, der kunne være mellem retningernes vigtighed. Alle unge og deres fremtidige uddannelser er vigtige.
 De mange elever, der formentlig er ankommet fra nær og fjern, får måske desuden den tanke, at Hvidovre er en by, der med sin nærhed til København og de smukke naturområder er et rigtig godt sted at skabe en boligmæssig fremtid. Om de nye generationer nogen sinde får en mulighed for at komme ind på ejerboligmarkedet lader vi ligge for nu, men håbet har man da.
 Så tillykke til Enghøj Gymnasium og ikke mindst Hvidovre Kommune med genoplivningen af det lokale og vigtige gymnasium i vor by.
nem
menu
menu