HIF spiller for langsomt - tabte igen til bundhold

HIF spiller for langsomt - tabte igen til bundhold

Efteråret ligner en total HIF-fiasko, med risiko for at ende i nedrykningsspillet

FODBOLD: Hvidovre var storfavoritter mod bundholdet HB Køge, der inden opgøret kun havde opnået 11 point i 15 kampe. Trods HIFs overraskende nederlag til Hillerød i sidste weekend, havde Per Frandsen givet genvalg til hele startopstillingen. Den tillid blev dog ikke helt grebet af Hvidovre-spillerne, som faktisk dominerede spillet med en boldbesiddelse på 73 %. Men spillet gik alt for langsomt, og bolden endte ofte nede hos Filip Djukic, som derefter forsøgte at finde Simon Makienok eller Frederik Høgh.
De fleste muligheder kom fra højresiden med Andreas Smed og Ahmed Iljazovski, men indlæggene manglede ofte præcision eller adresse.
Hvidovres største chance i 1. halvleg kom efter to minutter, da Køges keeper mistede bolden på midten af egen banehalvdel. Iljazovski fik fat i bolden og forsøgte at sende den i et tomt mål fra midtercirklen, men desværre gik skuddet en meter forbi.
Herefter var der som sagt langt mellem afslutningerne, og først kort før pausen blev det farligt, da en ellers velspillende Fredrik Krostad mistede bolden på midten af HB Køges banehalvdel. Det førte til en omstilling for hjemmeholdet og en stor chance til Christian Tue, som heldigvis for Hvidovre sparkede forbi mål.
I pausen måtte Andreas Smed udgå, efter at han i 1. halvleg blev snydt for et oplagt frispark på kanten af feltet. Det gav plads til en tilbagevendt Mads Kaalund.
Udtrykket i 2. halvleg lignede 1. halvleg, med et Hvidovre-hold der havde bolden, men uden en klar plan for, hvad de skulle gøre med den. Til gengæld havde hjemmeholdet HB Køge tænkt sig at gribe chancen – ligesom Hillerød – mod et lidt “dovent” Hvidovre-mandskab.
HB Køge knoklede, spillede hurtigt og arbejdede for hinanden, noget man kunne ønske sig også at se fra Hvidovre-holdet.
 Trods HB Køges store arbejdsmoral var det alligevel Hvidovre, der fik den første store chance i halvlegen. Frederik Høgh modtog bolden i feltet og sendte den videre til Makienok, men den store angriber headede lige på keeperen.
Kort efter blev HB Køges indsats belønnet, da det hollandske talent Gabriel Culhaci udnyttede et meget passivt Hvidovre-forsvar. Han spadserede gennem venstresiden og sparkede bolden ind bag Filip Djukic.
Hvidovre virkede rådvilde efter scoringen, og resten af opgøret blev en usammenhængende affære, hvor Hvidovre fik et par tilfældige chancer. Med et lille kvarter igen generobrede Ahmed Iljazovski bolden højt oppe, og Hvidovre sendte et indlæg til Nicolaj Clausen, som headede langt forbi.
Det blev ikke til mere for HIF, der i stedet var heldige kort inde i overtiden, da Filip Djukic reddede en friløber.
Med nederlaget er HIF nu halvvejs gennem turneringen og ligger midt i tabellen. Der skal i høj grad være fokus på den streg, der afgør, om man spiller opryknings- eller nedrykningsspil til foråret. Lige nu ligner det et totalt fiasko-efterår med stor risiko for at ende i nedrykningspillet. 

ka-ma
menu
menu