Sådan blev Hvidovre til den kommune vi kender
Foredrag med den lokale forfatter Lone A. Sperschneider på mandag
ARRANGEMENT: På mandag den 6. januar kl. 13.30-15.30 i Hvidovre Kirke, Magistergaarden er man velkommen til foredrag om Hvidovre, om kamp og politiske slagsmål med forfatter Lone A. Sperschneider.
Den lokale forfatter Lone A. Sperschneider har skrevet en historisk spændingsroman om hvordan Hvidovre blev til den kommune, vi kender i dag.
Skyggen af 1. verdenskrig
Med udgangspunkt i sin roman fortæller hun om perioden 1914-23. Livet leves i skyggen af første verdenskrig, den spanske syge og der er stor bolignød. Den arbejdende befolkning kæmper for at overleve. Nogle, blandt dem, forfatterens bedsteforældre, valgte at tage springet fra København ud til pløjemarkerne i Hvidovre. Det daglige liv her rummer kærlighedsdramaer, politiske slagsmål og høj dødelighed. Det er barske vilkår.
Det koster 20 kr. for kaffe, kage og foredrag, og foredraget er arrangeret i samarbejde mellem Hvidovre Lokalhistoriske selskab og Hvidovre Kirke.
red