Fallulah klar til stor dansefest i RIGA

Fallulah klar til stor dansefest i RIGA

Sangerinden sætter koncertefteråret på RIGA i gang med koncert i Strungesalen i Kulturhus Risbjerggaard

ARRANGEMENT: Der er lagt op til en fest for de danseglade, når sangerinden Fallulah med Band på lørdag den 21. september starter koncertefteråret på spillestedet RIGA.
– Jeg er superbegejstret, fordi vi får lov til at komme og spille en koncert her. Det bliver årets sidste Fallulah Band koncert inden der går jul i den. Derfor har vi tænkt os at give jer alt, hvad vi har – vi skal holde en kæmpestor fest. Tag jeres venner med og kom og dans med os, siger Fallulah.
Fallulah er vokset op på Amager. Hun debuterede i 2010 med albummet ”The Black Cat Neighbourhood” og har siden skrevet og udgivet sange og markeret sig på den danske musikscene. Mange kender sangen ”Out of it”, som blev årets danske hit i 2011 – og samme år blev brugt i DR-serien ”Lykke”. Hun har vundet P3 prisen og både årets danske hit og årets producer til Danish Music Awards. Det seneste og femte album har Fallulah selv skrevet og produceret, titlen er ”Celeste”, og det udkom ikke på streamingtjenesterne, fordi sangerinden ønskede at lave et album på musikkens præmisser – og som man skulle købe for at høre. Genrerne er pop, indie og folk.
 Fallulah er kendt for at skabe et særligt rum med energi og nærvær til sine koncerter. Man kan derfor godt forvente, at hun bibringer alt fra intense fællessangsøjeblikke, punket energi til stille, intime stunder, når hun gæster Strungesalen i Kulturhus Risbjerggaard på lørdag den 21. september.
 Køb din billet på rigahvidovre.dk og læs mere om de kommende RIGA-koncerter med bl.a. Dopha, Signe Svendsen, Kalaha, Abba Gold m.fl.
menu
menu