RIGA – det nye spillested i Hvidovre

RIGA – det nye spillested i Hvidovre

Med kendte navne på programmet – plus et stort fokus på upcoming og vækstlagsmusik – er det RIGAs håb at blive et af de bedste steder i hovedstadsområdet at både opleve og udføre livemusik

NAVNE: Navnet RIGA er skabt med inspiration fra Risbjerggaard, der i 60’erne og 70’erne var centrum for en stor opblomstring af rytmisk musik på den Københavnske vestegn.
Spillestedet RIGA holder til på det nu istandsatte Kulturhus Risbjerggaard, og vil arrangere koncerter i de to eksisterende sale; Den gamle medborgersal Kometen og den helt nybyggede koncert- og multisal Strungesalen som samlet set vil være kendt under navnet RIGA. Der er desuden planer om at arrangere udendørskoncerter og pop-up koncerter ved udvalgte lejligheder.
Det er ambitionen, at spillestedet RIGA skal præsentere et mangfoldigt musikprogram, så alle med interesse i at opleve livemusik vil kunne finde mindst et par koncerter på plakaten, som de kan forestille sig at købe en billet til.
– Jeg er superstolt over, at vi med spillestedet RIGA nu samler og løfter de musikaktiviteter, man kan opleve i vores to store sale midt i Hvidovre. Kulturhuset og Kometen over for er Hvidovres DNA, og koncerter her med både store navne og fremtidens artister bliver en vigtig tilføjelse til det rige kulturliv, vi allerede har. Jeg glæder mig til at gå til koncerter og håber, at byens borgere vil tage RIGA til sig, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Kenneth Bak.
Spillestedsleder Uffe Bang Sørensen håber, at RIGA med tiden kan blive et af hovedstadsområdets bedste steder at både opleve og udføre livemusik. Man vil planlægge et ambitiøst musikprogram, der repræsenterer et bredt udsnit af både etablerede danske navne, enkelte udenlandske navne, mindre upcoming artister fra musikbranchens vækstlag og kopibands. Der er desuden investeret væsentligt i både akustik og lydanlæg, så de tekniske rammer kan matche ambitionsniveauet:
– Vi er i fuld gang med at planlægge et musikprogram, der giver plads til en god blanding af det velkendte, det kantede/overraskende og de helt store festlige oplevelser. Vi vil knokle for, at RIGA kan blive det naturlige mødested for borgere i og uden for Hvidovre, siger Uffe Bang Sørensen og tilføjer:
– Vi er også i fuld gang med at involvere en masse frivillige, som skal være med til at tegne fremtiden for vores fælles spillested her i Hvidovre.
RIGA præsenterede deres første koncert den 14. juni 2024 med Claus Hempler. Hen over sommeren og efteråret kan man blandt andet opleve koncerter med danske popartister som Dopha, Fallulah og Signe Svendsen, kopibands som ABBA Gold og Eight Days A Week, den amerikanske singer/songwriter Wila Frank og fusionsjazzkometerne Kalaha.
Cirka to gange om måneden arrangeres der LYDBAR, hvor der præsenteres upcoming og vækstlagsmusik med gratis adgang for publikum og musikbranche.
Bliv frivillig i RIGA
Hvis man kunne tænke sig at være involveret i spillestedets udvikling, planlægning og drift, kan man allerede nu melde sig under fanerne som frivillig. Interesserede kan besøge rigahvidovre.dk/bliv-frivillig og udfylde formularen.
menu
menu