Indblik, støj og biler fyldte på borgermøde

Indblik, støj og biler fyldte på borgermøde

Fremmødte borgere udtrykte bekymring for højden på byggeriet og udsigt til flere nye boliger

NYHEDER: 30-40 borgere fra kvarteret på begge sider af jernbanen i den nordlige del af Hvidovre deltog i et borgermøde onsdag aften om en kommende lokalplan for arealet ved siden af det igangværende Grønnebro-byggeri.

Hvidovre Kommunes byplanlæggere præsenterede forslaget til Lokalplan 155, som Kommunalbestyrelsen har sendt i offentlig høring til den 15. januar. Forslaget søger at skabe et blandet byområde med mulighed for at bygge en kombination af etageboliger og kontor- og serviceerhvervslokaler samt overdækket parkering på det aflange areal langs med jernbanen på Svend Aagesens Allé 10.

Lokalplansforslaget giver mulighed for et byggeri i 3-4 etager, der er opdelt i mindre grupper, og som bliver omgivet af træer og grøn beplantning – og et stiforløb, der på sigt også kan blive adgangsvej for gående og cyklende til Rødovre Station og Hvidovre Station. Der blev desuden vist støjkort og skyggeillustrationer.

Herefter var kommentar- og spørgelysten blandt de fremmødte stor.

Bekymring fra beboerne over indblik fra et kommende byggeri, parkering og støj fra jernbanen fyldte meget. Men enkelte mente også, at byggeriet kan blive et værn mod støj fra togene -  en forbedring for flere end dem, der flytter ind i de nye boliger.

Kommunens byplanlæggere og den nye formand for By- og Planudvalget, Søren Friis Trebbien, svarede på spørgsmål – suppleret af flere medlemmer af By- og Planudvalg og Kommunalbestyrelse, der deltog i mødet.

- Vi har allerede lyttet og ændret nogle ting i forhold til det seneste lokalplansforslag  Men som lokalpolitikere har vi et overordnet ansvar for at udvikle hele kommunen, og vi har brug for flere boliger for at kunne sikre velfærden også fremover ved at tiltrække flere skatteborgere, opsummerede formand for By- og Planudvalget Søren Friis Trebbien.

Sammen med udvalgets næstformand Bent Roldgaard og Karin Kofod, der er medlem af Kommunalbestyrelsen, opfordrede han de fremmødte borgere til at sende nogle velargumenterede høringssvar, så bekymringer, input og forslag kan komme med i den videre behandling af lokalplansforslaget.

Der er mulighed for at sende et høringssvar indtil den 15. januar via kommunens hjemmeside:

https://www.hvidovre.dk/politik/hoeringer-og-afgoerelser-hoeringsportalen/2025/jan/forslag-til-lokalplan-155-for-blandet-byomraade-svend-aagesens-alle-10

Lokalplansforslag og høringssvar bliver efter høringen behandlet i By- og Planudvalget og Økonomiudvalget og herefter i Kommunalbestyrelsen. Efter Kommunalbestyrelsens beslutning bliver alle ejere og brugere inden for lokalplansområdet og borgere, der har afgivet et høringssvar, orienteret direkte om afgørelsen.

menu
menu