En mand med et utroligt virkefelt

En mand med et utroligt virkefelt

Tommy Gjøl 80 år

NAVNE: En kendt og helt fantastisk aktiv Hvidovreborger, Tommy Gjøl, runder de 80 år på lørdag den 7. december,
Siden Tommy Gjøl flyttede til Hvidovre i 1981, har han været virksom rigtig mange steder, bl.a. i lokalsamfundet som medlem af Ældrerådet, formand for Boligforeningen Hvidovrebo, redaktør af beboerblad, medstifter af Boligadministrationen FA09 og medstifter af Veteranknallertklubben Stemplet.
Men Gjøl var i en årrække også forgrundsfigur i Danalunds Ungdomsklub på Baunevej. Om dette forløb fortæller han:
– Det er rigtigt at jeg gennem  syv år var formand for bestyrelsen i Danalund Ungdomshus med fantastiske Jørgen Hansen, (may he rest in peace) som leder. Jørgen var den drivkraft, der udviklede Danalund til en af de bedste ungdomsklubber i Danmark. Desværre var der ikke i Hvidovre Kommune stor forståelse for dette. Jørgen var ikke ”kommunens mand” men Danalunds.
Borgmesterens ”filet”

 – Jeg husker at Frie Børnehaver, der administrerede klubbens kommunale tilskud, gik fallit. Jørgen havde været forudseende og havde hentet et betydeligt beløb, men alligevel led kommunen et meget stort tab ved krakket. De kunne ikke gøre klubben ansvarlig, men havde fundet andet, de kunne komme efter os på. Den daværende borgmester og en embedsmand mødte således op i Danalund Ungdomshus, hvor de forelagde bestyrelsen og Jørgen en regning på en ”filet” til 3.000 kr. ”Hvem har spist den?”. Jørgen hev regningen ud af hånden på embedsmanden, kiggede på den og sagde: Det er ikke en ”filet”, men et filter til vores ventilationsanlæg. Det var en skuffet borgmester og embedsmand, der slukøret forlod klubben den dag.
Om sine mange andre gøremål fortæller Tommy Gjøl videre: – Jeg har gennem tiden været medlem af Socialdemokratiet, veteran bil- cykel- og knallert foreninger og skribent på ”Klassisk bil & mc”. Mit arbejdsliv har været mekaniker og værkfører på et autoværksted: Jeg har været ansat på bosteder, var værkstedsassistent, værkstedsleder og sidst funktionsleder på værksteder for udviklingshæmmede og var også i Københavns Fængsler som værkmester. Jeg har været med til Personale­udvikling i Københavns Amt, tillidsrepræsentant for socialpædagoger og meget mere.
 – Og så til det, jeg gerne vil give udtryk for her: Hvidovre Avis har altid været til stede. De har aldrig afvist et indlæg fra min side.
 – Når man fylder 80 roder man sig ikke ud i så meget, men jeg er stadig opmærksom på og interesseret i hvad der sker. Og jeg fortsætter mine hobbyer: Camping, MG sportsvogn, Nimbus motorcykel, Velo Solex veteran knallert og veteran cykler; Jeg kan ikke lade være!
I ser mig af og til på et af de nævnte køretøjer, og jeg kan oprigtigt sige at interessen er overvældende; Det glæder mig! Jeg er altid villig til at besvare de mange kommentarer. Spørg løs...
– Hvidovre er et vidunderligt sted at være, slutter den 80-årige fødselar!
red
menu
menu