Konservative: En ø kan ikke være den eneste løsning

Konservative: En ø kan ikke være den eneste løsning

Konservative Hvidovre taler imod stormflodssikringsprojekt i en længere pressemeddelelse

Borgmesteren har sammen med et bredt flertal i Hvidovres kommunalbestyrelse netop udsendt en pressemeddelelse om, at visionen Holmene, med ni kunstige øer ud for Avedøre Holme, er ændret til en landudvidelse, der blandt andet skal bruges til stormflodssikring.

I Det Konservative Folkeparti i Hvidovre glæder vi os over, at der er blevet lyttet til os, og at visionen om Holmene nu officielt er skrinlagt. Dog kan vi af flere grunde ikke tilslutte os den nye aftale.

Peter Dræbye, der er formand for Det Konservative Folkeparti i Hvidovre, siger følgende om de nye planer:

- For os er miljøet, herunder også havmiljøet, vigtigt. Vi har altid været imod de ni holme og er derfor også imod én stor holm. Vi bør i stedet se på, hvad vi kan gøre for at sikre det eksisterende Avedøre Holme og tilpasse området til fremtidens virksomheder og Hvidovres behov.

Konservatives pressemeddelelse fortsætter:

De vigtigste grunde til, at Det Konservative Folkeparti ikke bakker op om den nye vision, er timing, miljø og økonomi, men sagen handler også meget om samarbejde.

Timing

Vi ved, at NIVA Danmark sammen med tænketanken HAV er i gang med en undersøgelse, der skal munde ud i en rapport, som med en økobaseret tilgang til havplanlægning vil redegøre for konsekvenserne af ændringer i Køge Bugt. Rapporten vil komme med vidensbaserede, objektive anbefalinger til, hvad der kan gøres for at neutralisere skader fra menneskelige indgreb som for eksempel landudvidelse, udvidelse af spildevandsanlæg eller opsætning af havvindmøller.

Rapporten foreligger endnu ikke, og det vides endnu ikke helt, hvornår den ligger klar. Vi i Det Konservative Folkeparti i Hvidovre mener, at man bør vente på resultatet af denne rapport, før man tager stilling til nogen form for landindvinding. Med andre ord: Timingen er ikke rigtig, og vi forstår ikke hastværket omkring projektet med en ny ø ved Avedøre Holme.

Søren Friis Trebbien, der er 1. viceborgmester og gruppeformand for Konservative Hvidovre, har også en konkret udtalelse om stormflodsprojektet, partiet ikke kan støtte:

- Med den forestående rapport skal vi ganske enkelt ikke forcere sådan en aftale igennem nu.

Timingen er dårlig, og vi bør hellere bruge tiden på at samle opbakning til den rigtige løsning gennem dialog og samarbejde, siger han.

Miljø

Partiet fortsætter deres argumentation:

Grundlæggende forstår vi fortsat ikke ønsket om at udsætte havmiljøet i Køge Bugt for den belastning, det ville være at anlægge en ø. Der er både plante- og dyreliv at tage hensyn til, som for eksempel den store forekomst af ålegræs, som man ikke bare kan flytte. Derudover vil en ø føre til massiv belastning af indfaldsvejene til Hvidovre og øget støj, hvis lastbiler skal transportere de enorme mængder jord, som projektet kræver.

Tanken om at bygge i havet er os inderligt imod. Vi bør undersøge og udtømme mulighederne for kystsikring på land, inden vi overvejer at røre ved havmiljøet.

Økonomi

I konservative ører lyder det naturligvis som sød musik, at borgmesterens projekt angiveligt ikke skulle koste Hvidovres borgere noget. Men det lyder også for godt til at være helt sandt. Vi ved ikke, hvor stor landudvidelsen bliver, men ser vi på Lynetteholm-projektet, har vi fået oplyst, at øen i sig selv er en nulløsning, idet overskudsjord har betalt etableringen. Det er derfor plausibelt at antage, at størrelsen på øen ved Avedøre Holme vil være tilsvarende, som minimum, fordi der har været prisforhøjelser med etableringen af Lynetteholmen.

Derudover ved vi, at overskudsjord er klassificeret, og at den reneste jord afhændes til lavest pris. Med andre ord: Miljørigtig jord vil kræve større landudvidelse. Endelig er der prisen på jorden. Med de mange kystsikringsprojekter, der pt. overvejes i Danmark, kan man antage, at miljøvenlig overskudsjord i fremtiden bliver en salgsvare. Landudvidelse til kystsikring vil derfor blive en udgift og ikke en indtægt! Som medejere af Strandparken, der jo også er et kystsikringsanlæg, ved vi, at driften ikke er gratis. Selv om der i første omgang ikke er lagt op til beboelse eller erhverv på den nye ø, kan den næppe holdes vedligeholdelsesfri.

Samarbejde

Med et projekt af denne størrelse og med den indvirkning, det vil have i Køge Bugt, bør man søge dialog og samarbejde med omkringliggende kommuner og interessenter, så der er bredere forståelse og enighed om projektet. Vi er meget bevidste om, at Hvidovre skal stormflods- og kystsikres.

Arbejdet med vision Holmene har stjålet kostbar tid, og vi skal i gang. Men vi mener, at både den tidligere og nuværende borgmester har stirret sig blind på én løsning: at bygge en ø. Vi ser flere mulige løsninger uden landudvidelse, som for eksempel stenrev eller diger, der er udbredte og anerkendte globalt.

Folketingskandidat og medlem af Klima-, Miljø- og Teknikudvalget for Konservative, Tina Cartey Hansen, tilføjer også en konkret kommentar til pressemeddelelsen:

- Jeg er glad for, at visionen om Holmene med ni kunstige øer nu er lagt i graven. Det er en kæmpe sejr for alle os, der har arbejdet for at beskytte havmiljøet i Køge Bugt og ikke har ønsket mere tung industri i Hvidovre. Vision Holmene har været præget af dårligt samarbejde med vores nabokommuner, og vi ønsker ikke at gentage den fejl. Kystsikring er et fælles ansvar, der kræver samarbejde på tværs af bygrænser, siger hun.

Det Konservative Folkeparti i Hvidovre ønsker et bredt samarbejde om kystsikring og opfordrer til dialog med nabokommunerne baseret på velfunderede analyser fra neutrale fagpersoner.

 

red
menu
menu