Svær logik

Svær logik

Risbjergskolen ligger ifølge CEPOS’s liste lavt, derfor burde de få tildelt flere ressourcer, skriver JESPER HJELM

LÆSERDEBAT: En god folkeskole for alle er mantraet hos stort set alle partier i Hvidovre. Men ifølge Christian Løn, formand for Risbjergskolens skolebestyrelse, stemmer det ikke overens med, hvad han og mange forældre oplever på Risbjergskolen. Skolen har dårlige resultater og vil fremover få tildelt 1.800 kr. færre pr. elev i forhold til den nye fordelingsmodel for 2025.

Skolerne i Hvidovre får ikke det samme beløb pr. elev om året. Beløbet fordeles efter en aftalt fordelingsnøgle, hvor skoler med specialklasser (hvor eleverne kræver mere opmærksomhed) eller modtagerklasser (for nyankomne elever, som ikke taler dansk) får flere penge, da de er mere løntunge, end skoler som Risbjergskolen, der kun har elever fra almenområdet.

Det forklarede SF’s formand for Børne- og Uddannelses­udvalget, Sara Benzon, til Risbjergskolens forældre i to læserbreve i Hvidovre Avis i efteråret. Teknikken er korrekt, men kæden hopper af, når Sara Benzon begrunder, at Risbjergskolen får færrest penge, fordi alle penge til skolerne skal fordeles lige af hensyn til socioøkonomiske vilkår.

Risbjergskolen er nr. 1.329 ud af 1.408 skoler på CEPOS’ liste, hvilket placerer den blandt de 6 % dårligst præsterende skoler. Det gode ved CEPOS’ liste er, at den tager højde for det socioøkonomiske indeks i skoledistriktet.

Med andre ord ligger Risbjergskolen reelt lavt og burde derfor være berettiget til flere ressourcer.

Konservatives holdning er, at der skal være en god skole for alle. Det betyder, at både skoler i den høje og lave ende af det socioøkonomiske indeks skal tilgodeses. Det er en grundlæggende præmis i vores politik. Pengene skal fordeles, hvor det giver mest mening og hvor behovet er størst. Når en skole som Risbjerg ligger i bunden, er man nødt til at tænke ud af boksen.

Det står også i skærende kontrast til overskriften fra Hvidovres skolechef Ole Møller Laursens artikel i november 2024: ”Skolechef om CEPOS-undersøgelse: – Vi kommer til at sætte ind med en målrettet indsats...”.

Samlet set viser situationen på Risbjergskolen, at der er behov for en mere nuanceret og gennemsigtig tilgang til fordeling af ressourcer. Det er vigtigt at tage højde for de faktiske forhold og behov på de enkelte skoler, så alle elever får de bedste muligheder for at trives og lære. En mere retfærdig fordeling af midlerne, hvor CEPOS placeringen f.eks. inddrages vil kunne bidrage til at løfte alle skoler. Her er Risbjergskolen bare et eksempel.

 

Jesper Hjelm

Det Konservative
Folkeparti i Hvidovre

 

menu
menu